Af Kurt Thyboe
Jeg er erklæret begyndende Alzheimerpatient… (et ord der velsagtens gør dig bange…)
… glad for at se jer… mens jeg husker jer… I will now go to battle…
Det er grusomt, frygteligt, rædselsvækkende… afsindigt skræmmende… da han… lægen… står lige foran mig og jeg spørger… Hvor mange år har jeg tilbage, når jeg er på 81. år lige nu…
Han siger bare… det ved jeg ikke… det er der ingen, der ved…
Da jeg presser ham… måske et år… måske fem år… måske ti år… det er der ingen, der ved!
Bare dét… så står man der… og kan se frem til, hvordan man hurtigt eller langsomt stirrer døden i ansigtet…
Men dét nægter jeg… at jeg bare skvatter om på stedet, når lægen intet ved her…
Jeg nægter, at Mister Death tager mig hvinende hastigt…
So I begin to fight den onde satan, der nu jagter mig… mit hjerte… min hjerne… min sjæl…
For der skal en solid dynge arbejde til at fjerne minder og tanker fra mig…
Selvom der smutter et ord… her… der…
Mit liv var altid vrimlende… svimlende… cliff-hangers…
Der hvor man konstant er i labyrinter og chaos… zig-zag mysterier… fra somewhere…
På kanten af høje bjerge i fare for at falde dybt… med det næste skridt… i alle hjørner af planeten – og man ved aldrig, hvad der venter dig bag næste sving…
Og jeg har set many, many magic moments… men også terrible tragedies…
Du er privilegeret… stolt… lykkelig… men så… pludselig… fortabt…
Du græder mange dage… og håbet er knust… og tristesse griber dig… tiden er i angst… sorg… very sad… extremely sad…
Jeg har været der… alt for mange gange… 10-15 år med evig tuberkulose… med flænsende eftervirkninger… og slemme smerter… Du kan ikke få luft… mine lunger var smadrede… helt ned hvor der ikke var flere chancer… When times were bad I needed strong medicine to my destroyed lunges… og når det er rigtig dårligt… I’m on the floor… og jeg kan ikke få luft… mens alting løber alle steder hen og ud fra kroppen… in this phase… living with a ticking bomb… inside all of me…
Når det rammer… så er der fem dage hvor jeg… has gotta be keep breathing or die… keep breathing or die… as simple as that…
Men så… out of nowhere… bliver jeg rask… skridt for skridt… op ad ét trin… og vente to minutter… og så uhyre langsomt kravler jeg igen ét skridt mere… og det er råt, når lungerne kvæster dig, men det kan blive helbredt… det kan Alzheimer ikke!
Men det vil jeg dog lige sige… at mange dygtige læger over alt på planeten… er tætte på at løse gåderne omkring Alzheimer… og i den grad… med håbet…
Men stadig… du kan dø hurtigt… når du er 40 år… så ond er den sygdom, der æder dig… langsomt… hvis du er som jeg med mine 81 år… 10-12 sprog… mange rejser i øst og vest… Rio de Janeiro… Hongkong… Bangkok… vilje… vrede… yes jeg læser meget… træner min krop rigtig meget med meget hurtige reaktioner… neuroner løber væk… men jeg kan stadig fange de fleste af dem… indtil hvornår? Who knows… faktisk ingen… og det er det værste… ikke at vide noget…
Jeg er realistisk og temmelig dramatisk… og ja… jeg er ramt af Alzheimer med alt, der følger… og jeg præsenterer hermed… jeg er åben til alle sider… jeg gemmer mig ikke for nogen… siger bare lige ud… hvad jeg synes… føler… direkte… ærligt… ægte…
Hvis andre med Alzheimer helst vil gemme sig og er flove… angste… så prøv at sige ordet ’Alzheimer’… 10 gange… 20 gange… 100 gange… så lyder det ikke nært så slemt mere…
I Barcelona… hvor min kvinde, Marianne, og jeg har boet 25 år… og hvor señor Moser var vores meget kloge og dygtige læge… åben og cool og ren…
Han siger direkte, hvad han ser… mens han analyserer skrappe detaljer med ordene… malo… malo… malo… (oversat: frygteligt, rædselsfuldt, grusomt)… og jeg lige her… I am standing up to fight… er ikke flov… for jeg siger altid alting lige ud… yes… I am talking into Alzheimer…
Og de ord er en dæmon af rang… min meget ærlige læge siger… du har formentlig op mod 10 år mere… hvor årene kan forsvinde fra min hjerne…
Med mit lange liv… bag mig… hvor jeg har levet så vildt… er jeg nu klar til at tage imod Alzheimer… alligevel slås jeg… i en ret ekstrem fight… jeg har en r u i n i min hjerne…
Men rundt om på planeten arbejdes der solidt på noget, der kan bremse eller helt standse Alzheimer… Og det siges, at de er kommet tættere på at få dræbt dette monster…
Jeg mistede mit job… da jeg fik det at vide…
Når du har Alzheimer, har du fået et stempel, og du får aldrig job igen…
Undskyld… men det er sateme sjofelt…
Mit held er, at denne brutale, hårde sygdom… først har ramt mig så sent i mit liv… så trods alt besvær har jeg stadig kræfter til at leve… skrive… være her… endnu!
10 år mere… med held… så har jeg haft et langt liv… med min kvinde Marianne… vi to fik 45 år sammen… før hun så grusomt døde 15. januar dette år…
Dette for os så tragisk… begyndte 9. november 2017 med min Alzheimer-diagnose… vores hjerter gik helt i stå… som om alt skred væk under fødderne… denne dag… var så den dag… vores liv gik i stå… and we got stuck…
Jeg følte mig totalt knust… ensom… destructed… destroyed… mens min læge konstant sagde til mig… lucha… lucha… lucha… Kurt… kæmp… du har kraften endnu… men lige dér lå jeg i 10 dage i det mest sorte dyb med frysende angst…
Men så… my spirit… slowly came back out of this distress… og så sagde min læge, Moser…
Hvis du er så intenst koncentreret… minutter… timer… dage… år… så vil din hjerne etablere sig nye neuroner… selvom de gamle, døde neuroner er lagt i ruin… kan denne ungdom, som vi alle ser, finde nye neuroner, der nu bygger et helt nyt terræn… enjoy as you can intensely… and I learned to believe this… more joy… more power… you get more neurons… you will live kinda mighty… og du får mange år… endnu… well… I hope…
Men så igen… nyt angreb…
Malo… malo… malo… my heart stopped here… totally lost… lonesome… sinking into rest of days… rest of my days… nada… nada… sadness… tristesse…
But then I read many books to give me mental power… I learned spiritual living som udvider tankerne…
And I provoke and work my brains… der spørger mig… why are you never scared… and I answer… will it matter?
Now today my heart is ahead of my brain… and that’s where I feel better… man to man talk… emotions… niceness…
Mens det runger vildt i min sjæl… testing-testing… losing neurons…
To mægtige maskiner på et stort hospital… og endnu et… but no doctors talk… talk here…
So wanting to know… how… what’s happening…
Geniet Stephen Hawking sagde…
Vi er en meget lille planet, men meget avanceret… kun tiden flyver ud mod nye horisonter…
1000 universer og planeter omkring os… men en dag… not far… vil vi dykke ud i dybere universes… hvor der er rifter, der allerede nu bliver udforsket…
Tiden der connecter os alle… slipping into shifting ways through our planet…
Neuroner… hearts… brains… they all round up to crossing new futures…
Så mon ikke Alzheimers kunne gå hen og blive rask i denne vilde speed vi lever i…?
Hvad jeg tror nu… lige nu… I will fly with angels and dance with demons… men dybt i mig… ved jeg… fremtiden… bliver meget meget meget anderledes…
Youngs might love this thinking…
Planetens mor hedder ’Gaia’… titlen fra den græske mytologi… hun kom til fra kaos, sammen med natten og blev moder til alt liv… og efter mange debatter synes man at være enige… at vores planet Jorden også er et levende væsen…
Sej tænkning – realistisk…
Og lige nu er der mere end nok at tage fat i…
Hurricanes… tsunamies … tornadoes… oversvømmelser i gigantiske størrelser… isen på Grønland smelter kraftigt… og nede i Antartica… same thing…
Og havene vokser… vokser… vokser…
And this is very interesting… mens jeg giver dig en stærk hånd her… en parallel til neurons running through my body… chaos… fræsende gennem blodårerne… my everything… crossing one another… talking… talking… mens de veksler tanker… though it happens seldom… cause all of this mystery… og de venter og de snakker om hemmeligheder, som slet ikke er kommet ud endnu… og de kan sagtens vente 10 år, før verden får det at vide…
Til sidst… my favorite nature story…
Der er en sommerfugl med blændende farver… så smuk… men når den fanges i edderkoppens net… så er der et uhyggeligt moment… til edderkoppen pludselig fræser rundt og løsner hele nettet… væk… fordi præcis den sommerfugl i disse særlige strålende farver, ved edderkoppen i sit instinkt, er fyldt med dødbringende gift … og med lysets hast flår han sit net væk… men er han for langsom, dør han…
Man kunne drage en parallel til Alzheimer lige her… Jeg føler mig som edderkoppen, der har fanget sommerfuglen i mit net… og pludselig ser præcis denne sommerfugl, der er indbegrebet af Alzheimer, og fyldt med gift…
Så derfor kæmper jeg… hver dag… for at løsne nettet om sommerfuglen og blive fri for dens truende gift…
