Marianne fik idéen til erindringskasserne og -lejligheden på sit gamle arbejde som SOSU-assistent. Foto: Marianne Jensen
- Alene når de ankommer, så kigger de rundt og kommenterer med det samme de ting de ser – ”Nøøøj! Den kender vi!
Ordene er Marianne Jensens. Før hun gik på pension, arbejdede hun som SOSU-assistent på et plejehjem i Aarhus. Hun bemærkede, at mange pårørende til mennesker med svær demens efterhånden fik svært ved at finde meningsfulde emner at tale om, og i stedet hjalp med praktiske ting, såsom at ordne opvasken eller tømme postkassen.
- Så tænkte jeg – hvordan kan man hjælpe dem på begge sider? Både dem, der bor her, og de pårørende, fortæller Marianne.
Man kan føle, at man pludselig sidder overfor sin mor
Engang havde hun haft en erindringskasse med på besøg på et plejehjem, og en beboer fik øje på et Storm P-hæfte, og begyndte at læse højt fra det. De smil og høje grin det spredte, blev hendes udgangspunkt, og sidenhen udviklede idéen med kasserne sig til at blive en hel lejlighed. Efter en snak med frivilligkoordinator i Aarhus Kommune, Marianne Keiser, som søgte penge til istandsættelsen, fik de nøglerne til et lokale, og kunne gå i gang med at tapetsere og købe møbler. Nu ligner rummene noget, som de fleste plejehjemsbeboere har set i deres barndom – og det er det, som de besøgende er så begejstrede for. Samtidig står en af oplevelsesmedarbejderne i kommunen, Louise Bengtson, med forklæde om livet, klar til at sætte skub i minderne.
Læs også: Jens Peter vil have flere til at fortælle historier
- Vi har en lille ovn, hvor vi bager småkager af dej, som er lavet på forhånd. Så spiser og drikker vi af gammelt stel, og hælder kaffen op fra rigtige kander. Plejehjemspersonalet siger, at sådan som beboerne har snakket her, har de ikke hørt i lang tid, fortæller Marianne.
- Vi slutter altid af med et lille glas portvin, chokolade og lidt bolsjer fra den gamle by – det synes de også er sjovt, og så får vi en snak om det – hvordan var det nu, og hvor mange bolsjer måtte man få dengang?
Arbejd med minderne derhjemme
Marianne Jensens ønske var også at kunne hjælpe pårørende til mennesker med svær demens med at skabe meningsfulde stunder sammen. Efterhånden har de fået lavet erindringskasser med ryge- og sytøj, glansbilleder, gamle hæfter og meget mere, som brugt af medarbejdere til at starte samtaler - men Louise Bengtson understreger, at erindringskasser også kan være et stærkt redskab derhjemme, eller når man besøger sine pårørende på plejehjemmet:
- Man kan nogle gange få nogle historier frem, som er totalt friske i erindringen – og man kan godt føle, at man pludselig sidder overfor sin mor – sådan rigtigt, som hun var før sygdommen, fortæller hun.
Og det er ikke nødvendigvis så svært at komme igang med erindringskasserne derhjemme - nedenfor deler Louise Bengtson en række gode råd.
Billeder fra erindringslejligheden i Aarhus. Fotos: Louise Bengtson
Seks gode råd: Sådan laver og bruger du erindringskasser
- Når demensen er værst, husker de bedst deres barndom og ungdom - derfor er det der, hvor erindringerne er stærkest og lettest at finde.
- De bedste til at lave erindringskassen er familien – de kender personen. Man skal følge livshistoriesporet, og undersøge, hvad de har været optaget af – f.eks at rejse eller samle på glansbilleder eller frimærker eller. Den kan også indeholde alt fra billeder fra ungdommen til et specielt stykke tøj.
- Spørg nysgerrigt ind til tingene i kassen: Man skal lade være med at lede efter et bestemt svar, og man skal bruge sine ører. Visk tavlen helt rent for, hvad man ved, og godtag i stedet den fortælling der dukker op, og spørg ind til den – også selvom det ikke er den fortælling, du forventede.
- Hvis der slet ikke dukker noget op, kan man begynde at spørge ind: ”Jeg har hørt noget om, at man hældte to kopper tilbage i kanden” eller ”kan det passe, at du brugte den her til det her?”. Pas stadig på med at lede efter et bestemt svar, hvor de kan føle, at de fejler.
- Det gør ikke noget at bruge de samme genstande flere gange, selvom man har hørt historien før. Den demente kan måske ikke huske, at de har fortalt den før – og måske der kommer noget nyt til fortællingen, hvis du spørger nysgerrigt ind.
- Man skal godtage, at nogle dage dukker der ikke noget op, andre dage gør der. Det kan være dagsformen der ikke dur, og gang for gang bliver man også selv bedre til at spørge og lytte.
