Som uddannet social- og sundhedsassistent og pårørende til et familiemedlem med demenssygdom, har den 22-årige Mikkel Iversholt på nærmeste hold oplevet, hvordan demensområdet trænger til større opmærksomhed og flere ressourcer. Derfor går han på gaden den 24. september og samler ind til fordel for mennesker med demens og deres pårørende i forbindelse med Alzheimerforeningens landsindsamling.
Af Randi Hoffmann Kristiansen
Mikkel Iversholt startede som ufaglært på plejehjem efter 9. klasse. Her fandt han sit faglige kald: Han ville uddanne sig som social- og sundhedsassistent.
- Jeg kendte kun lidt til demens, fordi min mormor havde det, og fordi min mor også arbejdede på plejehjem. Og det var det. På uddannelsen til social- og sundhedsassistent var der en del fokus på demens. Det samme i mine praktikker. Men jeg syntes, der manglede noget mere.
I sin søgen efter mere viden stiftede Mikkel bekendtskab med Alzheimerforeningen. Siden har han løbende brugt information og materialer fra foreningen i sin kontakt med pårørende og til at give sine kollegaer mere viden om demens.
- Jeg synes ikke, at der er nok forståelse af kompleksiteten i demens. Og ja misforståelser. Der bliver ofte bare sat lighedstegn mellem glemsomhed og demens. Men der er jo så mange forskellige demenssygdomme, og forskellige måder de kommer til udtryk på, og derfor også forskellige måder at håndtere det på, siger Mikkel og fortsætter:
- Jeg synes, der skal ske en forbedring – i mit fag og samfundsmæssigt. Vi er godt på vej, men der mangler et stykke endnu, og det vil jeg gerne være med til at ændre på. Udover udbredelse af viden, hørte Mikkel fra pårørende, at Alzheimerforeningen også gjorde en forskel ved at have rådgivning og aktiviteter. Det blev udslagsgivende, og fik Mikkel til at melde sig som indsamler til Alzheimerforeningens landsindsamling.
- Jeg har nu været indsamler to gange. Det er så let og ligetil. Og hver gang har det været en utrolig givende oplevelse. Alle de andre indsamlere og indsamlingslederne er så åbne, og det med at mærke det fælles engagement er så fantastisk. Vi sidder og har forskellige baggrunde og historier, men alle har vi det samme mål og vil gøre en forskel.
Gør som Mikkel og vær med til at samle ind den 24. september - du er med til at gøre en stor forskel!