Fortalt til Emilie Amstrup
Jeg har næsten kun lige fået sat høretelefonerne på plads og gået ganske få hundrede meter, da jeg bliver afbrudt:
- Undskyld, lyder det fra en ældre kvinde.
På vej til Matas i gågaden har jeg taget de mange trappetrin op langs siden af Scandinavian Congress Center, og det er her, kvinden afbryder podcasten i høretelefonerne. Hun er lille og spinkel, iført mundbind og en camouflagejakke – hun ser egentlig ret sej ud, tænker jeg - og så knuger hun om sin rollator med vanteløse hænder.
- Undskyld, men du ved vel ikke, hvordan jeg kan komme ned? spørger hun.
Jeg forklarer, at hun kan gå rundt om bygningen, så hun undgår trapperne til fordel for en lille hældning Men det kan jeg hurtigt se, ikke ville gå, sådan som hun hele tiden holder godt fast i sin rollator. Jeg har alligevel ikke travlt, så jeg siger, at vi da kan forsøge at gå gennem centeret og komme ned med en elevator. Inde i centeret er der ret meget niveauforskel. Først skal man ned med den ene elevator, så skal man gå hen til den næste, som tager én længere ned. Og hun er træt af den rollator. Den kører så vildt, og hun kan næsten ikke engang løfte den ud af elevatoren. Men hele tiden er hun glad og snakker og snakker – og da hun finder ud af, at vi faktisk bor på hver vores side af vores store gård, bliver hun ved med at sige, at jeg endelig må kigge forbi til en kop kaffe og et stykke chokolade.
Efterhånden får vi bevæget os ned gennem alle etagerne, og vi nærmer os hendes lejlighed – kvinden kan bare gå ligeud og være hjemme. Men så er døren ud af centeret låst, og vi kan faktisk ikke komme ud.
- Vi er nok nødt til at gå op igen, siger jeg, og hun når at være helt opgivende, da en vagt kommer.
Vi måtte faktisk slet ikke være i centeret, forklarer han, forundret over, at vi overhovedet er kommet ind. Men han er sød og låser os ud, så ikke vi skal hele vejen op igen.
Vi når at tale om nytårsaften, og hun fortæller, at hun har fået en ny vaskemaskine – hun er vældig sød og meget taknemmelig og glad for, at jeg ville følge hende hele vejen hjem. Hun begynder efterhånden at love, at jeg både kan få to kopper kaffe og to stykker chokolade. Mens vi går langs godsbanen, fortæller hun om, hvordan der engang har ligget en fabrik der, og jeg undrer mig over, at hun kan fortælle så meget. Hun må have boet der længe, og alligevel kunne hun ikke helt finde hjem.
- Er det her, jeg bor? spørger hun, da vi går langs hendes bygning. Og da vi igennem et tilfældigt vindue ser et tændt fjernsyn, bliver hun forvirret. Hun var sikker på, at hun havde slukket sit fjernsyn, da hun gik. Men til sidst finder vi den rigtige port at gå ind ad, og hun kommer ind i sin lejlighed.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan er hun kommet ud ad lejligheden og derop, og jeg kan
godt bekymre mig lidt om, hvorvidt hun er sikker nok på benene, hvis hun bevæger sig ud igen – men jeg
har ikke set hende siden.
Jeg synes ikke, at det var grænseoverskridende – det var faktisk meget naturligt, og jeg gik derfra med et
smil på læben. Der var jo pludselig gået lang tid, men det havde faktisk været virkelig hyggeligt, og vi havde fået sludret. Det var ikke lige det, jeg havde planlagt, men selvfølgelig skulle jeg hjælpe – det kan jeg slet ikke forestille mig ikke at have gjort. For hvordan skulle det mon så være gået?
