Af Joachim Werner
- Når jeg har holdt oplæg for mine kollegaer om demenssygdomme og ser, hvordan de hjælper personer med demens, så bliver jeg meget mere tryg ved tanken om personer med demens, der færdes i det offentlige rum, siger Jessie Klitten Mønster, der er 32 år og kasseassistent i REMA 1000 i Karup J.
Jessie er årsag til, at personalet i REMA 1000 i Karup er blevet Demensvenner. Hendes motivation for at gøre butikken til Demensvenner kom, da Jessies far blev diagnosticeret med demens. Kort efter diagnosen begyndte hun at blive bekymret for sin far, når han var ude i offentligheden alene og eksempelvis skulle handle ind. Hun bekymrede sig om, hvorvidt folk ville hjælpe ham.
Derfor opsøgte hun viden om demens hos Alzheimerforeningen og ville udbrede sin viden om demens på sin arbejdsplads i REMA 1000.
DET KRÆVER IKKE MEGET AT HJÆLPE
- Det er så lidt, der skal til for at hjælpe mennesker med demens. Det giver mig virkelig meget, hver gang jeg hjælper en person med demens. Så får jeg et kram på armen eller et lille klem i kinden. Så er min dag blevet så meget bedre, og det samme gælder jo for vedkommende, der bare behøvede lidt ekstra hjælp. Det er bare guld værd for mig, siger Jessie.
Som pårørende til en far med en demenssygdom er det vigtigt for hende at opsøge viden om demens og give den videre til alle andre.
- Da min far blev syg med demens, vidste jeg intet om demenssygdomme. Men igennem Alzheimerforeningen og Demensven fandt jeg ud af, hvad det er der skal til, for at det blev bedre. Jeg har nu brugt et års tid som Demensven-ansvarlig i REMA 1000 i Karup på at hjælpe personer med demens og fortælle mine kollegaer, hvordan man håndtere personer med demens, siger Jessie, der hver dag gør sit bedste for at hjælpe mennesker med demens.