Af Louise Bangslund
Redigeret d. 29.08.2024
Hvis man spørger Karen Tannebæk, som underviser i kognitiv stimulationsterapi (CST terapi) på Nationalt Videnscenter for Demens, er den største styrke ved metoden dens struktur.
CST terapi foregår ved, at mennesker med let til moderat demens mødes om forskellige aktiviteter to gange ugentligt gennem syv uger. Gruppen på 6-8 deltagere ledes af to CST-gruppeledere.
De i alt 14 sessioner følger samme overordnede struktur, men har hver deres tema. Det kan eksempelvis være fysisk aktivitet, lyd eller mad. Idéen er at stimulere hjernens funktioner gennem alsidige aktiviteter og et positivt læringsmiljø.
- Det giver en styrke, at man har en struktur at gå ud fra, som er bygget op om, at man får stimuleret forskellige områder i hjernen – men vigtigst af alt, at deltagerne har det sjovt. Man stiller ikke krav til, at de skal præstere noget, fortæller Karen Tannebæk.
GIVER ØGET LIVSKVALITET
Årsagen til CST-forløbets struktur er, at denne ”dosis” har vist sig at give en god effekt hos deltagerne. Studier har blandt andet vist, at CST forbedrer de kognitive funktioner, særligt i forhold til sprogforståelsen og koncentrationsevnen. Derudover viser undersøgelser også, at det giver det en øget livskvalitet hos deltagerne.
- Vi oplever meget stor interesse for konceptet. Jeg tror, det i høj grad handler om, at vi har en metode, der viser noget effekt, siger Karen Tannebæk.
ARBEJDER MED AT TÆNKE NYE TANKER
CST terapi bygger ovenpå metoder, som man har brugt inden for demensområdet i mange år – eksempelvis sansestimulation og reminiscens. Men der er en væsentlig forskel i den kognitive stimulationsterapi, fortæller Karen Tannebæk:
- Et nøglepunkt er, at man forsøger at danne nye spor ved at anspore til at tænke nye tanker. CST bruger fx reminiscens, når der tales om minder, men tager det ind i nutiden.
- Hvis vi eksempelvis taler om mønttelefoner, taler vi også om, hvordan vi bruger telefonerne i dag. Bruger vi dem til andet end at ringe? Er det lettere at få fat i folk i dag? Så vi bringer hele tiden minderne i spil i nutiden for at tænke nye tanker, forklarer Karen Tannebæk.
ASSOCIATIONER FREM FOR FAKTA
Noget af det essentielle i den kognitive stimulationsterapi er desuden, at man taler om følelser, holdninger og associationer frem for fakta.
- Der er fx en session med temaet ”Steder og ansigter”, hvor vi blandt andet kigger på billeder af personer. Så snakker vi ikke om fakta, som hvem der er på billedet, men derimod om, hvad der er af ligheder og forskelligheder mellem dem. Vi kunne også tale om, hvem vi gerne ville invitere på en kop kaffe. Det kan også være, vi har nogle billeder af steder, man kan holde ferie. Så går samtalen ikke ud på, om du har været der, eller hvor det er, men mere, at man kan vælge det billede, der taler mest til én. Så kan vi snakke ud fra, hvorfor du lige valgte det her billede. Det er en god måde at få sat gang i tanker og associationer ved at tale om billeder, fortæller Karen Tannebæk.
Og lige netop dét mener hun er det vigtigste, man kan tage fra metoden og bruge i hverdagen med demens.
- Når man som pårørende skal tale med sin kære i dagligdagen, så kan det at tænke i associationer og meninger frem for fakta være et nøglegreb i samtalen, slutter hun.