Kontrastfarver er en måde at gøre indretning mere demensvenlig på. Illustrationen er fra hæftet
”Sikkerhed og tryghed i min hverdag” fra Værktøjskassen. Den og meget mere kan du læse om på
www.videnscenterfordemens.dk. Illustration: Nationalt Videnscenter for Demens/Tea Bendix
Af Karen Tannebæk og Rebekka Falsing
Demenssygdom indebærer nedsat kognitiv funktion. Det har både indflydelse på evnen til at klare almindelige daglige gøremål, og hvordan omgivelserne opleves. Enkle og støttende tiltag i hjemmet kan kompensere og gøre det lettere at leve med demenssygdom i hverdagen.
UDE AF ØJE
Hukommelsen, der ofte er påvirket tidligt i et demensforløb, er nødvendig for indlæring og binder hverdagen sammen. Svækket hukommelse kan blandt andet betyde, at man hver dag oplever verden som ny og ukendt. Det, der er ude af øje, er ude af sind, hvilket vil sige, at ting, der ikke er synlige, kan blive glemt.
Derfor er det vigtigt, at de fysiske omgivelser er overskuelige og genkendelige, samt at ting, man skal bruge ofte, for eksempel nøgler og mobil, er synlige og har en fast plads.
ORIENTERING I OMGIVELSERNE
Rum- og retningsproblemer, der hyppigt ses ved demenssygdom, påvirker evnen til at orientere sig i omgivelserne. Det kan man afhjælpe ved eksempelvis pejlemærker, man kan orientere sig efter - noget genkendeligt ved indgangen til boligen, et skilt på toiletdøren eller bare det, at alle døre ikke er ens, men for eksempel har forskellige farver.
I dagligdagen bombarderes vores sanser med indtryk. Det gælder for eksempel syn, hørelse, smag, lugt, berøring og balance. Sanserne er centrale for at forstå og kunne færdes i hjemmet. Når man får en demenssygdom, får man ofte svært ved at rumme mange sanseindtryk og bearbejde dem rigtigt.
Det kan være svært at opfatte dybden af ens omgivelser, man kan måske ikke længere genkende sit eget spejlbillede, mørke farver på tæpper eller skygger kan opfattes som huller og blanke overflader som våde. Det kan skabe uro, rastløshed og stresse unødigt.
Alle mennesker er forskellige, og både typen af demenssygdom og sygdomsgrad har indflydelse på, hvordan vores hjem kommer til at fungere bedst. Men det er selvfølgelig individuelt, hvilken konkret indretning der er bedst for den enkelte.