Alzheimerforeningen har brug for hver en krone du støtter os med. Her på siden kan du se hvorfor.
Demenslinien
Alzheimerforeningen har siden 1995 drevet Danmarks eneste åbne og landsdækkende telefonrådgivning om demens. Hvert år ringer mellem 1.500 og 2.000 personer til rådgivningen og efterspørger råd og vejledning til hverdagen med demens. Demensliniens rådgivning varetages af faguddannede rådgivere og står gratis til rådighed for dem, der ringer op.
Feriekurser
Ferieophold for ægtepar. Alzheimerforeningen har stor succes med at arrangere ferie og uddannelseskurser for ægtefæller, hvor den ene part er ramt af en demenssygdom. Kurserne bliver afholdt to gange om året - forår og efterår.
Pårørendegrupper
Demente og pårørende risikerer at isolere sig fra omgivelserne fordi sygdommen vanskeliggør social aktivitet. Pårørendegrupper er en vigtig del af bearbejdningen af sygdommen. Mange af lokalforeningerne har tilbud om deltagelse i pårørendegrupper.
Demenscafé
En anden væsentlig aktivitet for mennesker med en demenssygdom er demenscaféer eller netværkscaféer, hvor demente og pårørende mødes. Demenscaféerne er samtidig udgangspunkt for mange arrangementer og udflugter i lokalområdet.
Sociale arrangementer
Alzheimerforeningens lokalforeninger arrangerer hver år udflugter, sommerfester, påske- og julearrangementer og andre sociale aktiviteter, hvor demente og pårørende kan mødes og være sammen med andre i samme situation.
Medlemsbladet Livet med demens
Alzheimerforeningens magasin udsendes til medlemmer fire gange om året. Hvert nummer har et tema af relevans for livet med demens og et portræt af et menneske, der er berørt af en demenssygdom på forsiden.
Aktiv højskole
Aktiv Højskole er et fem dages højskoleophold målrettet yngre og tidligt diagnosticerede. På selve højskolekurset er der tilknyttet fagpersoner og frivillige. Højskolekursets program sammensættes i samarbejde med den pågældende højskole. Kurserne er tilrettelagt på en måde, så mennesker med en demenssygdom kan deltage og blive ”oplivet” af det aktive højskolesamvær. Aktiv Højskole afholdes to gange om året - forår på Gerlev på Sjælland og efter på Brandbjerg i Jylland.
Politisk arbejde
En væsentlig del af Alzheimerforeningens arbejde handler om at kæmpe for bedre vilkår for demente og pårørende, eks.:
- Livet med demens på plejehjem
- Ældremilliarden og kommunernes indsats
- Udredning og behandling af demenssygdom
- GPS på plejehjem og hospitaler
- Forskning, forebyggelse og demens
Forskning
Alzheimerforeningen samarbejder med Alzheimer-Forskningsfonden om støtte til forskning i demenssygdomme. Ved at støtte Alzheimerforeningen støtter du samtidig forskning, idet en del af kontingentindtægterne fra medlemskaber og bidrag fra private øremærkes til forskning.
Læs mere om: