Om demens
Demens er betegnelsen for en række symptomer på svækkelse af hjernens intellektuelle funktioner med svigtende hukommelse og koncentrationsevne, svækket orientering, sproglige forstyrrelser, ofte ledsaget af ændringer i personlighed og adfærd.
Demens skyldes en sygdom i hjernen og kan forekomme hos voksne i alle aldre, men er hyppigst hos ældre.
Der findes mere end 200 forskellige sygdomme, som kan medføre demens. Hos ældre patienter er den hyppigste sygdom Alzheimers sygdom, som skyldes, at hjerneceller gradvist går til grunde (såkaldt neurodegeneration), og at der ophobes særlige proteinstoffer i hjernen. Den næsthyppigste årsag til demens er vaskulær demens, hvor der er sygdomme i blodkarrene og blodpropper i hjernen.
Andre almindelige årsager til demens er såkaldt frontotemporal demens og Lewy Body demens, som begge ligesom Alzheimers sygdom er neurodegenerative sygdomme.
Tilsammen udgør disse fire demenssygdomme ca. 80 % af alle tilfælde.
Typiske symptomer
De fleste demenssygdomme er fremadskridende og medfører tiltagende funktionssvækkelse over en kortere årrække.
I begyndelsen er symptomerne ofte uspecifikke og kan ligne symptomer på andre tilstande. Efterhånden påvirkes flere intellektuelle funktioner, og funktionsniveauet forringes. I sygdommens allersidste fase påvirkes også de hjerneområder, der er ansvarlige for f.eks. bevægelse og vejrtrækning. Dette er årsag til, at man til slut dør af sygdommen.
Demens er ofte, og især i de senere faser, præget af adfærdsforstyrrelser og psykiske symptomer (f.eks. uro, rastløshed, handletrang, vandren og andre aktivitets- og søvnforstyrrelser) og i nogle tilfælde egentlige psykotiske symptomer (hallucinationer og vrangforestillinger). Personer med demens kan også være angst, deprimeret og følelsesmæssig ustabil med let vakt vrede eller aggressivitet.
Kilde: National Videncenter for Demens (Rigshospitalet)
Gode og troværdige links med informationer om demens:
- Alzheimerforeningen: www.alzheimer.dk
- Nationalt Videncenter for Demens, Rigshospitalet www.videnscenterfordemens.dk