Ansvar og opgaver
Din vigtigste opgave bliver at varetage økonomistyringen af foreningens forskellige bevillinger og projektregnskaber fra A-Z Det indebærer at:
- Deltage i ansøgningsprocesser
- Samarbejde med de faglige projektledere om at sikre projekternes gennemførelse til tiden, inden for budget og i overensstemmelse med bevillingsforudsætningerne.
- Deltage i de samlede controlleropgaver, herunder månedlig budgetopfølgning, kontering, og regnskabsaflæggelse
- Administrere bevillinger fra offentlige myndigheder, fonde mv.
- Afrapportere til fonde og offentlige puljer.
- Assistere med budget, kvartals- og årsafslutning
- Supportere kollegaer og frivillige, herunder håndtering af diverse projektafregninger
- Udvikle og optimere af processer for bevillinger
- Ad hoc-opgaver
Du leverer relevant økonomisk og regnskabsmæssig support til foreningens projektledere samt lokalafdelingskasserere. Du holder overblik over det enkelte projekts økonomi, yder sparring og gør de økonomiske rapporteringer forståelig for ikke økonomiuddannede projektledere og frivillige kasserer.
Om dig
Du kommer med en relevant uddannelse, og flere års regnskabs- og økonomierfaring – gerne indenfor NGO-området. Som person er du åben og serviceminded, og du har evne – og lyst til at formidle økonomiske opstillinger til personer uden økonomisk baggrund. Vi lægger vægt på, at du kan dokumentere, at du arbejder selvstændigt og struktureret, er grundig og mødestabil, og ikke mindst overholder deadlines. Med din erfaring fra lignende stillinger forventer vi, at du kan bidrage til at udvikle foreningens forretningsgange og processer, så de opleves som smidige og intuitive for alle, der arbejder med foreningens projekter. Det vil derfor være en fordel, at du har en solid regnskabs- og økonomierfaring som projektcontroller og har erfaring med administration af fondsbevillinger og statsstøtteregler.
Du er fortrolig med Excel, og har du kendskab til Business Central 365 vil det være en fordel.
Hvad kan vi tilbyde:
Et meningsfuldt job i en forening med en vigtig sag, engagerede frivillige og gode kollegaer, der hjælper hinanden og værdsætter et godt og uformelt arbejdsmiljø. Du får mulighed for selv at tilrettelægge dine opgaver, og du vil få en hverdag præget af både faste rutiner og afvekslende opgaver. Du kommer i team med stor teamånd og engagement. Det består af en økonomimedarbejder og økonomichefen, som du vil referere til. Vi bor centralt i København K kun få minutters gang fra Hovedbanegården.
Som NGO er vi ikke lønførende. Til gengæld tilbyder vi betalt frokostpause, 4 ekstra fridage årligt foruden fri på fødselsdag og Grundlovsdag – og en sundhedsordning via pensionsaftalen.
Om os
Alzheimerforeningen er en spændende organisation (ca. 35 medarbejdere), der arbejder for en vigtig sag. Alzheimerforeningen rådgiver, hjælper og støtter, når sygdommen rammer, og vi er talerør, når der er brug for en større stemme. Vi bidrager til forskning, forebyggelse og større demensfaglighed, fordi mere viden om demens gør en forskel. Vi bekæmper fordomme og oplyser om demens, og vi arbejder politisk for at sikre retssikkerhed for mennesker berørt af demens og bedre kvalitet i demensindsatsen.
Ansøgning og ansættelse:
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, og ansøgningsfristen er 5. december.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte økonomichef Morten Rahbek-Damm på telefon 5210 1000.
Ansøg stillingen via Jobindex her: Projektcontroller