Af Jon Fiala Bjerre
I dag offentliggjorde Sundhedsstrukturkommissionen deres længe ventede anbefalinger for fremtidens sundhedsstruktur i Danmark. Udspillet består af seks tværgående anbefalinger og tre forslag til forvaltningsmodeller for, hvordan Danmark i fremtiden kan organisere et sundhedsvæsen, som står over for store udfordringer. Stadig flere får brug for pleje og behandling, og forventningerne til sundhedsvæsenet stiger, mens der på samme tid er stor mangel på især plejepersonale. Noget der i den grad berører mennesker med demens.
- Der er brug for at opruste i det primære sundhedsvæsen uden for sygehusene, at patienterne oplever større sammenhæng i deres forløb på tværs af sektorerne og at ressourcerne fordeles mere ligeligt, så borgerne i hele landet har lige adgang til sundhedstilbud, sagde formand for Sundhedsstrukturkommissionen, Jesper Fisker, til dagens pressemøde.
I Alzheimerforeningen kvitterer direktør, Mette Raun Fjordside, for det gennemarbejdede oplæg:
- Mennesker med demens er lakmusprøven på et sammenhængende sundhedsvæsen. Deres kognitive sygdom kræver et sundhedsvæsen, hvor de ikke bliver tabt i overgangene mellem sygehus, praktiserende læge og den kommunale behandling, eller rammes af kommunale forskelle i behandlings- og plejeindsatsen. Kommissionen har i dag rettet deres fokus meget præcist på disse centrale udfordringer. Nu er det op til politikerne at have modet til at gøre kommissionens anbefalinger til reelt forbedrede og sammenhængende forløb for mennesker med demens og andre udsatte patientgrupper, lyder det fra direktøren.
Hun understreger, at der er akut brug for de konkrete løsninger, som sikrer sammenhængende og ensartet høj kvalitet i behandlingen af mennesker med demens.
- Anbefalingerne fra Sundhedsstrukturkommissionen skal føre til en sammenhængende og koordineret indsats for mennesker med demens. Alt for ofte ser vi, hvordan de mest sårbare patienter bliver tabt i overgangene mellem sundhedsvæsnets forskellige led. Det er uacceptabelt, at demenspatienter og deres pårørende skal navigere i et komplekst system, der ofte ikke formår at sikre den nødvendige støtte og pleje. Kvalitetsforskellene er alt for store fra kommune til kommune og fra hospital til det øvrige sundhedsvæsen, lyder det fra direktør i Alzheimerforeningen, Mette Raun Fjordside.
Overgange og behandlingskvalitet
En af de største udfordringer, som mange mennesker med demens og deres pårørende står over for, er de problematiske overgange mellem sygehus, praktiserende læge og kommunale plejetilbud.
- Når patienter går fra én sektor til en anden, som fra sygehus til hjemmet eller plejehjem, sker der ofte utilstrækkelig udveksling af vigtige informationer, hvilket gør mennesker med kognitive udfordringer særligt udsatte. Den fragmenterede pleje medfører, at demenspatienter og deres pårørende ofte står alene med ansvaret for at sikre sammenhængende behandling. Det resulterer i høj risiko for genindlæggelser, forværret helbred og enorm belastning for de pårørende, der ofte bliver nødt til at være uformelle koordinatorer i et komplekst system. Manglen på koordinering fører til, at mange patienter falder mellem to stole og ikke får den nødvendige og rettidige pleje og støtte, som de har brug for, forklarer Mette Raun Fjordside.
Et tydeligt eksempel på dette er historien om Thea Bruun Jensen, hvis far blev kastebold mellem plejehjem og flere sygehuse.
Krydsfeltet mellem sundhedslov og servicelov
En anden udfordring er forskellene i behandling og tilbud på tværs af kommuner. De store forskelle i kommunale plejetilbud betyder, at mennesker med demens oplever varierende pleje- og behandlingskvalitet baseret på deres bopæl. Det resulterer i ulighed og uretfærdig behandling.
- Variationen i kommunale ressourcer og specialisering fører til, at nogle patienter får adgang til specialiserede demenstilbud med høj kvalitet, mens andre kun har adgang til generelle og utilstrækkelige behandlings- og plejetilbud. Dette "postnummer-lotteri" skaber uretfærdig forskelsbehandling, hvor livskvaliteten og sundhedsudsigterne for demenspatienter i høj grad afhænger af, hvilken kommune de bor i. Det betyder også, at pårørende i kommuner med mangelfulde eller slet ingen tilbud ofte bærer en tungere byrde som uformelle pleje- og koordineringspersoner. Det kan føre til betydelig stress og udbrændthed, lyder det fra Mette Raun Fjordside.
Alzheimerforeningen mener derfor, at der i forbindelse med kommissionens anbefalinger, skal indføres en kvalitetsplan på demensområdet, der tager højde for, at den primære demensbehandling både er farmakologisk i regi af sundhedsloven og ikke-farmakologisk i regi af serviceloven.
- Vi har længe haft dokumentation for, at ikke-farmakologiske behandlinger, fx Kognitiv stimulationsterapi (CST), forbedrer kognitive funktioner og livskvalitet. Men i dag er adgangen til behandlingen begrænset og afhænger af, hvilken kommune man bor i. Det er uacceptabelt, at effektiv behandling udelades. Vi må sikre, at alle mennesker med demens får adgang til samme effektive behandling, uanset hvor de bor og om behandlingen foregår i regi af sundhedsloven eller serviceloven.
Augusta Baba er en af dem, der både har oplevet, hvordan et målrettet demenstilbud kan gøre en stor forskel og hvilke konsekvenser det kan have, hvis tilbuddet fjernes igen.
Demens er lakmusprøven for sundhedsvæsnet
Alzheimerforeningen opfordrer til, at de nye strukturelle ændringer i sundhedsvæsnet tager højde for de særlige behov hos mennesker med demens, da det også vil gavne de øvrige sygdomsgrupper:
- Mennesker med demens er lakmusprøven på et sammenhængende sundhedsvæsen. Deres komplekse sygdom, der giver kognitive udfordringer, kræver, at vi får en sundhedsstruktur, der ikke blot styrker det nære sundhedsvæsen, men også sikrer, at ingen bliver tabt mellem sygehus, praktiserende læge og den kommunale pleje og behandling,understreger Mette Raun Fjordside.
Afslutningsvis opfordrer Alzheimerforeningen til en styrket indsats for at sikre, at mennesker med demens og deres pårørende får den støtte, de har brug for gennem hele deres sygdomsforløb.
- Uanset hvilken struktur der bliver valgt, må vi sikre, at mennesker med demens og deres pårørende modtager en sammenhængende sundheds- og socialfaglig indsats af høj kvalitet, hvor de tages i hånden fra første mistanke til sidste suk, konkluderer Mette Raun Fjordside.
