Foto: Colourbox
En tidlig opsporing og en tidlig demensudredning er afgørende for, at mennesker med demens får den rette indsats og behandling.
Derfor er Nationalt Videnscenter for Demens positiv overfor den nye test, BASIC, som i disse uger sendes ud til landets lægepraksisser.
Testen vil - på et tidligt stadie - kunne opspore kognitiv svækkelse, som kan være et tegn på begyndende demenssygdom.
Nem og hurtig test
”Det nye værktøj vil kunne anvendes bredt i både primær og sekundær sektor, fx af forebyggende medarbejdere og hjemmesygeplejersker samt andre sundhedspersoner, der kommer i borgerens hjem.”
Det skriver Nationalt Videnscenter for Demens på videnscentrets hjemmeside.
Det betyder, at også medarbejdere i hjemmeplejen vil kunne udføre testen, hvis de i besøget hos en borger har mistanke om kognitiv svækkelse på grund af borgerens adfærd eller pga. oplysninger fra de pårørende.
Herefter kan der – stadig på et tidligt stadie - sættes en større demensudredning i gang.
Fordelen ved testen er, at den kun tager kort tid at gennemføre. Og at den, ifølge Videnscentret, er lige så pålidelig som den nu snart 50 år gamle standardtest, der bruges ved demensudredning, MMSE (Mini-Mental-State Examination).
BASIC testkit, der består af testark, billedark og en vejledning, lander i disse uger i postkassen hos de praktiserende læger i hele landet.
BASIC står for 'Brief Assessment of Impaired Cognition'.