Lone Rehder, demensfaglig rådgiver ved Demenslinien i Alzheimerforeningen.
Af: Karoline Fodgaard
Lone Rehder er Alzheimerforeningens demensfaglig rådgiver ved Demenslinien. Med sin baggrund som mangeårig sygeplejerske og demensfaglig rådgiver, dykker hun her ned i den nye ældrereform, og fortæller om selvbestemmelse, demens og værdig ældrepleje.
Hvad er en værdig ældrepleje?
En værdig ældrepleje, er en ældrepleje, hvor der er respekt for det enkelte menneske og en tilgang med udgangspunkt i det behov, som nu er. I forhold til et menneske med demenssygdom, vil det bl.a. sige, at man har viden om, hvordan man skal støtte og pleje et menneske, som har en sygdom i hjernen.
Hvad tænker du om regeringens nye ældrereform?
Overordnet, så er ord som selvbestemmelse, tillid og helhedspleje, rigtig fine ord, som alle kan være enige i. Det interessante vil være, hvordan vi får ført det ud i livet. Fagligheden skal i spil på en helt ny måde, og menneskelige kompetencer og viden om demens skal skabe en større tillid og nærvær mellem borgeren og hjemmeplejen.
Når jeg læser den, så tænker jeg, at reformen tager afsæt i de tiltag, vi allerede kender godt til i den nuværende praksis på området. Serviceloven tager i dag allerede udgangspunkt i det enkelte menneskes ret til selv at bestemme. Mange kommuner har allerede en fast gruppe af SOSU-medarbejdere, der kommer i hjemmet. Der er også muligheder for at benytte velfærdsteknologiske hjælpemidler, f.eks. benyttes der mange steder GPS-trackere. Det giver en frihed og sikkerhed for den enkelte, hvis man har lyst til at gå en tur, men har svært ved at finde rundt.
En borger med demens har måske brug for ekstra tid for at kunne tage stilling til hjælpen, eller nogle konkrete valgmuligheder som: ”Vil du i bad før, du skal spise morgenmad?”
Er der selvbestemmelse for et menneske med demens?
Når man er langt i sin demenssygdom, kan det være svært at vide, hvilken hjælp det er, man har behov for. På den måde bliver det interessant at se, hvordan hjemmeplejen fremover vil træffe beslutninger om hjælpen, det enkelte menneske skal have, især hvis personen har en demenssygdom. For det er ikke alle mennesker med en demenssygdom, der er sygdomsbevidste eller kan sætte ord på, hvad deres behov er.
Det vil være altafgørende, at de medarbejdere, som skal tage de faglige beslutninger om hjælpen i hjemmet, er kompetente og har viden om demens. Det er nemlig vigtigt, at den dialog og det samarbejde, der skal foregå med borgeren, munder ud i den gode helhedspleje. En borger med demens har måske brug for ekstra tid for at kunne tage stilling til hjælpen, eller nogle konkrete valgmuligheder som: ”Vil du i bad før, du skal spise morgenmad?”
Man bliver også nødt til at have en pædagogisk tilgang, hvor man ikke spørger: ”Hvad har du brug for?”. Det kan være for uoverskueligt at svare på, når man har en demenssygdom. Der vil være masser af ældre, som vil være i stand til at sige, at de enten vil have vasket hår eller gå en tur. Men det er ikke sikkert, at et menneske med demens, kan beskrive det på den måde. Samarbejdet med pårørende har også en stor betydning her. Det samarbejde er ikke nævnt ret meget i den nye ældrereform.
Hvordan holder man fast i sin selvbestemmelse, når man har brug for hjælp af andre?
Det er vigtigt at give et menneske med demens de bedste vilkår for selv at bestemme. Det handler om at give den tid, der er brug for. At have et godt kendskab til personen. Gøre mulighederne overskuelige og konkrete. Man sørger for, at de områder, som personen skal bestemme over, de er på niveau, med det de kan tage stilling til.
For det er vigtigt at bestemme det, som man kan. Det er ikke sådan man kan sige, at man ikke kan bestemme noget, når man har en demenssygdom.
Mød Annelise, der selv har en demensdiagnose, og læs, hvad god ældrepleje er for hende >>
