Af Christina Nejsig og Charlotte Nordell Carlsen, foto: TV2
- Jeg føler afmagt og frustration. Nogle gange siger jeg til mig selv, du er en skoddatter, Merete, for ikke at komme hver uge og klippe hans negle. Men jeg ved også, at jeg ikke kan være der hver dag, for jeg bor 500 km væk, har fuldtidsarbejde og er alene med mine to teenagesønner. Og jeg kæmper hver dag for, at han kan blive visiteret til en plads her i Rebild kommune.
Merete Zesach bor i Rebild i Nordjylland. Hendes far bor i Korsør i den lejlighed, hvor Merete er vokset op. Meretes far er udsat for massivt omsorgssvigt af vores samfund. I Slagelse kommune har man fyret fire ud af fem demenskoordinatorer, og til hverdag møder Meretes far hjemmehjælpere, der ikke har tilstrækkelig viden om demens og er uden tid og ressourcer til at se udover den opgave, som er defineret på et stykke papir.
Meretes far kan ikke længere tage vare på sig selv, og i ti måneder har han nu stået på venteliste til en plejehjemsplads i Rebild.
Mangel på demensomsorg
Der er utallige eksempler på det omsorgssvigt, som Meretes far oplever:
- De forstår ikke demensomsorg. De behandler ham som en almindelig mand, som de kan lave aftaler med. Aftaler! Hver dag skal de varme den mad, han får leveret og sørge for, at han får sin medicin. Men de kommer mellem kl. 16-18, og hvis de er der tidligt, sætter de maden i mikroovnen og aftaler med ham, at han selv skal tænde ovnen. Men det sker jo bare ikke, for han glemmer det og han ved ikke, hvordan man tænder mikroovnen. Han har tabt sig 25 kilo på to år. Hvordan kan de ikke se det?
Merete føler, at hendes far ikke er et menneske, men er blevet en opgave, som samfundet laver en tjekliste på.
- Jeg kom en dag, da de lige havde været der. De havde, som deres opgave forlyder, skiftet hans ble om morgenen. Han lider af inkontinens. Men de havde ikke skiftet hans sengetøj, som var fyldt med afføring. Det var sundhedsskadeligt at være til stede i lejligheden.
Merete fortæller, at hjemmeplejen løser opgaven "på papiret" og går igen. Og at de den dag havde vendt det blinde øje til alle de steder i lejligheden, hvor faren havde sat sig. Der var afføring over alt.
Meretes største frygt siden hendes fars sygdom blev alvorlig, er blevet virkelighed denne vinter. En dag var han på vej ud i to graders frost med blebukser, træsko og strømper. Han var på vej for at købe ind til sit tomme køleskab. Heldigvis var hjemmehjælpen på vej, og nåede at se ham på vej til Brugsen, så han ikke blev for nedkølet i den kolde vinter.
- Han skal mandsopdækkes. Derfor er det ikke længere forsvarligt, at han ikke får en plejehjemsplads.
Jeg udstiller ham – og det gør ondt
- Jeg var blevet stiktosset, hvis mine drenge havde fotograferet mig og givet billederne til TV2. Men jeg gør det af kærlighed til min far. Og heldigvis forstår han ikke ret meget, så denne historie vil ikke påvirke ham. Jeg har også stillet min historie til rådighed, fordi konsekvenserne ved ikke at gøre det er større end bare at lade stå til. Intet menneske har fortjent at blive behandlet som min far gør. Vi skal i 2024 ikke udsætte vores ældre for så uværdigt et liv.
På TV2 kan du se indslaget om Merete og hendes far. Det er en historie, som er rystende at opleve. Se indslaget fra TV2 her >>
Historien er ikke enestående
Når man har svær demens, har man sjældent selv mulighed for at råbe op, hvis man ikke bliver behandlet ordentligt. Og bor ens pårørende langt væk, som i eksemplet med Meretes far, står man alene.
Direktør i Alzheimerforeningen, Mette Raun Fjordside, siger:
- Mennesker med demens har brug for medarbejdere med demensfaglige kompetencer og tid til dialog og relationsarbejde, hvis de skal understøttes i deres selvbestemmelse.
I forhold til historien om Meretes far siger Mette Raun Fjordside:
- Det er en meget trist situation. Det er uværdigt. Jeg er ked af det på Meretes vegne - og på hendes fars. Denne historie skaber utryghed for andre, hvor deres kære med demenssygdomme er afhængig af hjemmehjælp.
Mette Raun Fjordside mener ikke, der er tale om et enestående tilfælde:
- Der har været for mange eksempler som disse de sidste par år. Der er et stort behov for forandring i ældreplejen. I det her tilfælde er det jo kun pga. en insisterende pårørende, at sagen kommer til mediernes kendskab.
- Så ja, det er meget svært ikke at betragte den her situation som omsorgssvigt, slutter hun.
Alzheimerforeningen står klar med støtte, rådgivning og er den offentlige stemme, når systemet svigter. Som Danmarks største demensfællesskab står vi sammen om, at ingen må stå alene med demens.
