Af Karoline Fodgaard.
En ny befolkningsundersøgelse foretaget af YouGov for Alzheimerforeningen viser, at danskerne er blevet klogere på demenssygdomme siden 2016, hvor organisationen for første gang målte på danskernes viden og holdninger til demens.
Dengang svarede 76 procent af danskerne, at de kendte til symptomerne på demens. I slutningen af 2023 lød det tal imidlertid på 90 procent. Danskerne har altså fået større indblik i tegnene på demens, som svækket hukommelse, ændringer i personlighed og besvær med at udføre velkendte opgaver.
- Det er glædeligt, at vi har klædt langt flere danskere på med viden om demens. For vi ved, at manglende viden er en af de største barrierer i forhold til at kunne leve et godt og meningsfuldt liv på trods af demens, siger direktør i Alzheimerforeningen, Mette Raun Fjordside.
Større forståelse for hverdagen med demens
Alzheimerforeningen har til formål at gøre Danmark mere demensvenligt og bryde med nogle af de tabuer og myter, som er forbundet med en vor tids største og mest dødelige folkesygdomme.
I flere år har foreningen derfor arbejdet på at udbrede viden om demens til danskerne.
I dag er der over 135.000 såkaldte Demensvenner, som har sagt ja til at få mere viden om og forståelse for, hvad livet indebærer, når man har en demenssygdom. 56 procent af befolkningen ved nu, hvad de skal gøre, hvis en i familien får en demenssygdom. Det tal var lavere i 2016, hvor det kun var 39 procent.
Holdninger til demens afspejler stadig uvidenhed
På trods af en massiv oplysningsindsats, er der stadig mange, hvis holdning afspejler uvidenhed om sygdommen. Det er f.eks. 63 procent af de adspurgte i undersøgelsen, som mener, at man bør få frataget sit kørekort, når man får sin diagnose, 40 procent mener, at man ikke bør kunne optage banklån og 17 procent af de adspurgte mener, at demensdiagnosen bør udløse, at man mister sin stemmeret.
Det er et udtryk for et fejlagtigt og fastlåst billede af demens, lyder det fra Mette Raun Fjordside:
- Selvom, at flere overordnede er blevet klogere, så mangler der stadig et mere nuanceret billede på, hvad demens er. Fra undersøgelser og erfaring fra Demenslinien ved vi, at folk ofte bliver mødt med et stereotypt billede på demens af omverdenen. Et billede, der typisk afspejler den svære og sidste fase af demenssygdommen. Mange med demens kan indgå i hverdagslivet på lige fod med andre. Det kræver dog en demensvenlig håndsrækning. Det er noget af det, vi har klædt danskerne på til at kunne give.
Hvis du har lyst til at vide mere om demens, så kan du tilmelde dig som Demensven på demensven.dk