Siden 2016 har Danmark haft en national demenshandlingsplan. Planen har fokus på mange af de helt rigtige ting, men desværre er målene om kortere ventetid på udredning af demens og en halvering af forbruget af antipsykotisk medicin på ingen måde blevet indfriet.
I juni dokumenterede den nye årsrapport fra Dansk Klinisk Kvalitetsdatabase for Demens (DanDem), at der aldrig har været færre, der er blevet udredt for demens til tiden. For tiden kan man risikere, at der går helt op til 100 uger, før man bliver udredt for demens. De ventetider håber Alzheimerforeningens direktør snart er fortid.
- Jeg efterlyser en indsats, der i praksis nedbringer ventetiderne. De lange ventetider har store negative konsekvenser for både patienter, pårørende og for samfundet, siger Mette Raun Fjordside og fortsætter:
- I mellemtiden skal de berørte familier have tilbudt hjælp og støtte i hverdagen. Der skal være fokus på, at mennesker, der venter på udredning, kan opretholde deres funktionsevner, at der sættes ind med forebyggelse og de pårørende - som der hviler et kæmpe pres på - skal have støtte i hverdagen.
Et andet mål i den nationale demensplan har været at halvere forbruget af antipsykotisk medicin, men heller ikke her er målet blevet indfriet. Alzheimerforeningens direktør forventer, at politikerne vil tage konsekvens af det fortsatte høje forbrug af Antipsykotisk medicin.
- Mennesker med demens er sjældent psykotiske. og det er forbundet med store risici at give antipsykotisk medicin til mennesker med demens, fx stiger dødeligheden med 35 %. På nogle plejehjem har de formået at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin med 60 procent ved at bruge andre behandlingsformer. Disse arbejdsmetoder bør naturligvis udbredes til hele landet, og jeg forventer at vores politikere vil prioritere denne indsats, siger Mette Raun Fjordside og oplyser, at sundhedsminister Sophie Løhde allerede har lovet handling og at flere andre politikere også har reageret på kritikken.
Møde med sundhedsudvalg og minister
I Alzheimerforeningen ser direktøren frem til at skulle mødes med Folketingets sundhedsudvalg og med Ældreministeren.
- I denne uge møder jeg sundhedsudvalget og i september har jeg møde med ældreminister Mette Kierkgaard. Jeg oplever, at der er en lydhørhed, og jeg ser frem til, at der kommer konkrete løsninger på bordet. Vi har kendt problemstillingerne siden 2016, og både patienter og pårørende fortjener en løsning nu, siger Mette Raun Fjordside.
Alzheimerforeningen ser frem til, at politikerne trækker i arbejdstøjet for at finde løsninger, og som forening for patienter og pårørende stiller vi os naturligvis til rådighed.
Ventetider på udredning
Danmarkskort viser ventetiderne i regionerne
Forbrug af antipsykotisk medicin
Danmarkskort viser forbruget af antipsykotisk medicin i landets 98 kommuner