Et fint og diskret armbånd med sølvvedhæng skal være med til at skabe øget fokus omkring demens – særligt på livet som pårørende til et menneske med demens. Smykket er designet af HH Prinsesse Nathalie af Berleburg, i samarbejde med Shamballa Jewels.
Det er efter Prinsessens eget ønske, at 20% af salget af smykket skal gå til Alzheimerforeningen. Køb smykket her.
Fokus på yngre pårørende
Prinsesse Nathalie har desuden udtrykt ønske om, at donationen øremærkes hjælp og støtte til pårørende til mennesker med demens.
Prinsessens hjerte banker særligt for de unge pårørende, for hvem livet med en forælder med en demensdiagnose kan være både svær og fyldt med mange bekymringer i en tidlig alder:
- Det gør et stort indtryk på mig, at også børn og unge kan være pårørende til en mor eller far med demens. Mit ønske er, at vi med salget af smykket kan bidrage til oplevelser, hjælp og støtte til yngre pårørende, sagde Prinsessen på en presseevent i forbindelse med lancering af smykket.
OL-hest som motiv
Prinsessen fortalte også om de gode oplevelser, hun selv har haft i sin opvækst, hvor naturen og særligt oplevelser med heste har spillet en stor rolle. Oplevelser, som hun ønsker for alle børn og unge.
Smykket er designet som et armbånd med kuglevedhæng, og fås i både sølv og guld. Vedhænget har et diskret motiv af silhuetten af Prinsessen og hendes dressurhest, som hun har vundet to OL-medaljer med.
I Alzheimerforeningen er vi meget taknemmelige for den smukke gestus, der er med til at sætte fokus på demenssagen - og på livet som ung pårørende til et menneske med demens.
HH Prinsesse Nathalie er datter af HKH Prinsesse Benedikte, som er protektor for Alzheimerforeningen.
Læs mere om samarbejdet mellem HH Prinsesse Nathalie og Alzheimerforeningen på Shamballa Jewels hjemmeside.