Omkring 90.000 danskere har en demenssygdom. Karin Løth på 63 fik for tre år siden diagnosen Alzheimers sygdom. Diagnosen kom som et chok for Karin, der bare troede, at hun var lidt stresset grundet meget arbejde i en længere periode.
- Jeg kendte jo godt til sygdommen fra mine forældre, så jeg vidste godt, hvad det handlede om. Jeg tænkte, så er livet slut. Og det er lige om lidt. Jeg mistede lysten at se frem. Jeg kunne kun tænke på alt det, jeg skulle gå glip. Tænk, hvis jeg ikke skulle se mit barnebarn vokse op, eller være der for mine børn. Det havde jeg meget i mine tanker, siger Karin Løth.
Efter lidt tid lykkedes det Karin at komme ud af de depressive tanker og få en anden indstilling til livet med demens.
- Jeg erklærede sygdommen krig og besluttede, at det ikke nyttede at give op. Der er så meget jeg vil i mit liv. Mennesker jeg elsker og gerne vil være der for. Det var en beslutning at erklære sygdommen krig og insistere på fortsat at leve livet, fortæller hun.
Nu er Karin hovedperson i en ny serie, hvor hun på en rejse rundt i landet vil vise danskerne, hvordan et liv med demens også kan være, samt udbrede kendskabet til demens. Serien hedder ”Nu vi alligevel er her, kan vi lige så godt danse”. Første afsnit i serien udkommer i uge 19, der er den nationale demensuge, og serien kan ses på demensvenligt.dk og Alzheimerforeningens Facebookside.
Vil bryde tabuer og vise en anden side af livet med demens
- Jeg føler, at jeg kan være med til at hjælpe alle mulige andre end mig selv. Det synes jeg er fantastisk. Jeg føler, at demensområdet - og særligt yngre med demens - er et område, der er forsømt, så det vil jeg selvfølgelig gerne være med til at gøre noget ved, siger Karin Løth.
I dag taler Karin åben om sygdommen, og hun er også begyndt at bruge demenssymbolet, som hun tidligere har været nervøs for at gå med.
- Jeg var bange for at blive stigmatiseret. Folk skal stadig henvende sig normalt til mig, og det var jeg bange for, at de ikke ville gøre, siger hun og fortsætter:
- Efter vi har optaget serien, har jeg ladet demenssymbolet blive på jakken. Jeg ved, at jeg måske ikke har så meget brug for det endnu, men der kan opstå situationer, hvor jeg bliver stresset eller presset. Jeg vil også være med til at udbrede kendskabet til symbolet, så jeg kommer til at lade det sidde, for jeg får brug for det en dag.
Kendte danskere i serien
Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, som Alzheimerforeningen er en del af, står bag mini-dokumentarserien, der er instrueret af filminstruktør Kasper Kiertzner. I serien møder Karin flere mennesker med demens, men også musiker og radiovært Michael Simpson, Instruktør, skuespiller og forfatter Hella Joof samt TikTok’eren Kira-Sofie Møller Nielsen.
Serien har premiere mandag den 8. maj, der også er starten på den nationale demensuge.
Om Demensugen
Serien med Karin bliver lanceret i den nationale demensuge, uge 19.
Det er sjette gang, at Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark sammen med en stor del af landets kommuner og frivillige fra forskellige organisationer afholder demensuge. I år er temaet for Demensugen ’Trygt fra A til B’. Det skal være lettere for mennesker med demens at bevæge sig ud i verden. Det bliver der i Demensugen sat fokus på.
Alzheimerforeningen bakker op om kampagnen ved at sætte fokus på, hvad Demensvenner kan gøre for at hjælpe mennesker med demens med at komme trygt fra A til B.
Læs mere om Demensugen her: https://demensvenligtdanmark.dk/demensugen-23-trygt-fra-a-b/