Af Jon Fiala Bjerre
Lad os lægge ud med en klassiker. Vil I ikke forsøge at beskrive jer selv med tre ord?
METTE:
Uh, det er svært. Det skal jeg lige tænke over, så svar du bare først, Nis.
NIS:
Første ord må være, at jeg er en drømmer. Det her med at forestille sig noget andet, end det der er udgangspunktet. Man kan også kalde det visionær, for det må ikke forstås som at være verdensfjern. Andet ord skal være, at jeg er kreativ. Det kreative er at kunne omsætte visioner, idéer og drømme til noget, der gør indtryk. Det sidste må være hjertet, for det er ligesom mit kompas i alt, hvad jeg kæmper for. Hvis man skulle vælge nogle mere negative ord, ville det nok være noget som indbildsk, selvoptaget og impulsiv.
METTE:
Det er meget sjovt det her med at skulle karakterisere sig selv, for I kender mig jo slet ikke endnu.
NIS:
Men du virker meget tydelig og klar. Det er meget behageligt, og et godt karaktertræk.
METTE:
“What you see is what you get”. Nej, det er for bullshit-agtigt. Men engageret vil jeg gerne beskrives som. Det handler om at ville forandre noget og gøre en forskel. En side af det ønske er nok også, at jeg meget gerne vil gøre tingene ordentligt og så godt som muligt – og den ambition har jeg både på mine egne og andres vegne. Og så er jeg en holdspiller. Jeg vil gerne virkeliggøre ideer og skabe noget sammen med andre. Om det så er foreningens sekretariatet, de frivillige, mennesker med demens eller andre aktører, så er jeg drevet af at skabe fællesskaber og løfte i flok.
Hvad har du været mest stolt af i dine 15 år i Alzheimerforeningen, Nis?
NIS:
Jeg er mest stolt af Merete, Ditte, John, Kirsten, Aage, Mette, Birger, Bjørn, Jens, Pia og alle de andre med demens, som har stillet sig hudløst ærligt frem og fortalt om deres liv med en demenssygdom. Jeg er stolt over, at det er lykkedes os at skabe en platform og give en stemme til dem og deres pårørende i den danske offentlighed. En stemme som de ikke blot har brugt til at fortælle, hvordan de selv har det, men som faktisk har bidraget til, at gøre os andre klogere og forbedre demensindsatsen.
Mennesker med demens rummer en styrke
Har du nogle gode råd til Mette?
NIS:
Vær Mette. Du skal gøre tingene på din måde, ligesom jeg gjorde dem på min. Du har et rigtig godt udgangspunkt, og jeg kan allerede fornemme, at du har en fantastisk god evne til at se sammenhænge og skabe forbindelser, så jeg er meget fortrøstningsfuld.
Hvad med dig Mette, hvordan føles det at tage stafetten op?
METTE:
Jamen netop med det, Nis siger, og den måde jeg er blevet mødt på, så føler jeg mig meget velkommen. Jeg kommer til at møde nye og anderledes udfordringer i min tid i foreningen, og må tage udgangspunkt i, hvem jeg er og hvem der er omkring mig. Og så ser jeg virkelig bare frem til at tage fat, for helt ærligt så synes jeg, at demens er noget af det mest forfærdelige, der kan ramme et menneske og en familie.Det handler jo i virkeligheden om, at vi lever det bedst mulige liv, mens vi kan – syg eller rask. Og så synes jeg, der er en kæmpe styrke i, at mennesker med demens og deres pårørende - på trods af en udfordrende hverdag med alvorlig sygdom - kan bruge deres stemme til at være fortalere for andre udsatte. Det er dybt inspirerende.
Hvad motiverer dig i dit arbejde?
METTE:
For det første er der et stort behov på demensområdet, som ikke er blevet mindre igennem årene, og som jeg tror på, at vi som forening har en unik mulighed for at hjælpe med. Det er en sag, jeg virkelig gerne vil arbejde for, og jeg vil gerne gøre det i denne her ramme af Alzheimerforeningen, fordi jeg er overbevist om, at vi kan gøre en forskel, og at vores foreningsfællesskab kan noget helt særligt.
Hvad for nogle visioner har du umiddelbart for foreningen?
METTE:
I patientforening er ordet, jeg hæfter mig mest ved, ”forening”, for jeg tror virkelig på foreningsfælleskabet. Med alt hvad der følger med et liv med demens, så tror jeg det er afgørende at opleve, at du står sammen med andre mennesker. Vi har alle brug for at kunne spejle os og støtte hinanden, så visionen er at have et stærkt foreningsfællesskab. Det hænger selvfølgelig også sammen med at have en stærk organisation. Altså flere medlemmer, frugtbare alliancer, engagerede frivillige og stemmer. Det arbejde glæder jeg mig for alvor til at kaste mig over.
Hvad skal der ske i dit liv nu, Nis?
NIS:
Jeg er jo nået til ”den tredje alder”, hvor det handler om at nyde tilværelsen, opleve nye ting og nye sider af sig selv. Det er meget det, jeg lægger vægt på. Så hvad skal jeg helt konkret? Skrive nogle flere digte, passe mit barnebarn, nyde livet med min skønne kone – og så skal jeg selvfølgelig samle ind for Alzheimerforeningen søndag den 24. september.
Har du nogle gode råd til Nis i forhold til det her med at lidt slippe en hjertesag, Mette?
METTE:
Nej, for det tror jeg slet ikke, at man kan. Man bærer det jo med sig – ligesom alle der har haft demens inde på livet gør. Og det der med at ville hjælpe andre, der tror jeg aldrig på, at man slipper. Så jeg vil opfordre Nis til aldrig at slippe sin hjertesag og sit engagement. Og så vil jeg i øvrigt følge opfordringen om at samle ind den 24., og anbefale alle andre til at gøre det samme.
