Over hele landet bliver der i Demensugen i uge 19 sat fokus på, at det skal være tryggere for mennesker med demens at bevæge sig rundt i samfundet.
I den forbindelse bliver der også kastet lys over det nationale demenssymbol, Håndsrækningen, som Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark lancerede i 2021.
- Med årets demensuge markerer vi, at det skal være trygt at komme fra A til B, når man lever med demens. Og det gør vi i samarbejde med mange af landets største trafikselskaber. Demens er stadig tabubelagt, og hvis man ikke kender til demens, kan det afføde berøringsangst. Det vil vi gerne være med til at gøre noget ved, og vi kan som samfund gøre en stor forskel for mennesker med demens, hvis vi blot er lidt ekstra tålmodige, siger Lone Harlev, der er sekretariatsleder hos Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark.
Alzheimerforeningen, som er en del af Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmark, bakker op om indsatsen i uge 19 og sætter i den forbindelse fokus på, hvordan vi kan række en hjælpende hånd til mennesker med demens.
- Det er vigtigt, at vi alle sammen ved, hvad demens er, og hvordan vi kan hjælpe. Derfor sætter vi i uge 19 ekstra fokus på at klæde flere danskere på som Demensvenner, hvilket netop vil sige, at man får viden om demens og gode råd til at hjælpe, siger Susann Krebs, seniorprojektleder for Alzheimerforeningens Demensven-initiativ.
DSB bakker op
83 procent af mennesker med demens deltager i færre sociale aktiviteter og/eller fritidsaktiviteter efter at have fået demens, viser tal fra rapporten ’Bedre hjælp til mennesker med demens’ fra 2020. En af årsagerne til dette er besværet med at komme fra A til B. Hos DSB og en lang række af landets andre transportselskaber vil man gerne hjælpe til med at ændre på dette.
- Hos DSB skal der være plads til alle på rejsen. Det gælder også de kunder, der måtte have demens. Derfor vil vi sørge for, at vores personale kender symbolet og ved, hvad de skal gøre, hvis de møder et menneske med demens, der kan have brug for ekstra hjælp og opmærksomhed, siger Charlotte Kjærulff, der er kundechef i DSB.
Transportsektoren skal kende til demens og demenssymbolet
Det er sjette år i træk, at Demensugen bliver afholdt. Sidste år var der aktiviteter i 84 procent af landets kommuner, da der i Demensugen var fokus på at udbrede kendskabet til demenssymbolet i detailbranchen. I år er der også stor opbakning med aktiviteter over hele landet.
Rigtig mange af landets transportselskaber bakker op og bruger deres platforme til at sætte fokus på demens og demenssymbolet overfor både ansatte og kunder. Frivillige og demensfaglige kommer i Demensugen til at være til stede på stationer, busstoppesteder og bytorve med informationsmateriale og forskellige happenings, og i flere kommuner sætter man fokus på at klæde frontpersonale inden for transport på som Demensvenner via informationsmøder eller digitale læringsforløb.
- Helt overordnet er vi jo enormt glade for, at vi er så mange i det her land, der sammen gerne vil gøre en forskel for mennesker med demens. Det er fantastisk, at transportselskaberne bakker op, og det er fantastisk, at de frivillige og demensfaglige i kommunerne har gang i så mange spændende aktiviteter og dagsordener, siger Lone Harlev.
Dokumentarserie viser ny side af livet med demens
Som en del af årets indsats har Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, som Alzheimerforeningen er en del af, lavet en ny mini dokumentarserie, der viser hvordan livet kan være, når man i en tidlig alder har fået demens.
Serien følger Karin, der lever med demens. Hun har en mission om, at flere danskere skal kende til demens. I løbet af serien får hun selskab af andre mennesker med demens og flere kendte danskere.
Serien bliver blandt andet bragt på alzheimer.dk, og første afsnit udkommer i uge 19.