Tidligere på ugen sendte Alzheimerforeningen et brev til samtlige partiformænd med en opfordring til at tænke demenssygdom ind i forhandlingerne om en ny sundhedsreform. I regeringens seneste udspil var demens – modsat kræft, diabetes, stroke, KOL og hjertekarsygdom - nemlig slet ikke nævnt, på trods af at det udgør en af de største sundhedsudfordringer i fremtiden – og især i det nære sundhedsvæsen, som er et gennemgående tema i oplægget. I dag blev aftaleteksten for den kommende sundhedsreform så offentliggjort, og i Alzheimerforeningen kunne man konstatere, at politikerne ikke havde taget opfordringen til efterretning.
- Det er vi selvfølgelig ærgerlige over, når vi samtidigt får at vide fra OECD og WHO, at demens den største potentielle trussel mod danskernes helbred, når de har passeret 80 år, og at stigningen i antallet af mennesker med demens i fremtiden udgør en regulær bombe under det kommunale sundhedssystem, siger direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen.
Positivt med kvalitetskrav
Alligevel finder direktøren også lyspunkter i aftaleteksten:
- Aftalen nævner, at der skal ske en styrket indsats for særligt ældre og mennesker med kroniske sygdomme, hvilket i den grad favner mennesker med demens. Det beskrives, at indsatsen forudsætter en omstilling fra behandling på sygehusene til indsatser i det nære sundhedsvæsen, hvilket må formodes også at omfatte plejehjem, selvom disse ikke er nævnt i aftaleteksten. Og det er positivt, for der er talrige eksempler på, at det halter gevaldigt med den sundhedsfaglige kvalitet i behandlingen af mennesker med demens ude i kommunerne. Det kommer blandt andet til udtryk i et alt for højt forbrug af antipsykotisk medicin på plejehjem og en meget høj dødelighed blandt plejehjemsbeboere med demens under Coronaepidemien.
Nis Peter Nissen finder det samtidig positivt, at der arbejdes hen mod en række kvalitetskrav til de kommunale akutfunktioner, hvilket blandt andet kan være medvirkende til at forebygge unødvendige genindlæggelser, hvilket er et stort problem, som især demenspatienter på plejehjem oplever.
Aftaleteksten omfatter også et oplæg til en kvalitetsplan, der skal bidrage til at forebygge, at fx kroniske sygdomme udvikler sig og bliver mere behandlingskrævende.
- Det peger lidt i retning af den Demenspakke, som vi håber at kunne skabe for mennesker med demens en dag. Altså et forløb, der – på lige fod med en kræftpakke – udløser en række sikrede rettigheder for at få støtte og hjælp lige efter, at diagnosen er stillet, siger Nis Peter Nissen, der lover, at Alzheimerforeningen nu vil trække i arbejdstøjet for at sikre, at politikerne medtænker demens i alle led af processen, når den nye sundhedsreform i de komme år skal implementeres.