REMA 1000 gentager succesen fra sidste år og stiller skarpt på demens i hele september, hvor discountkæden igen donerer en del af overskuddet fra salget af deres kanelstænger til Alzheimerforeningens arbejde for mennesker med demens:
- REMA 1000 og Alzheimerforeningen har et mangeårigt godt samarbejde, og vi vil derfor gerne støtte op om Landsindsamlingen den 24. september. Det er en god anledning til at skabe opmærksomhed om de svære demenssygdomme, og det er ikke mindst en påmindelse om at huske dem, der glemmer, fordi de lider af demens. I den forbindelse har vi valgt, at vi i hele september donerer 1 krone per friskbagt kanelstang fra Bavinchi til Alzheimerforeningens Landsindsamling. Vi håber at Landsindsamlingen og salget af kanelstængerne i vores butikker kan hjælpe med at sikre bedre vilkår for mennesker med demens og deres pårørende, siger Anders René Jensen, der er indkøbs- og marketingdirektør hos REMA 1000.
Glad for opbakningen til demenssagen
Sidste år donerede REMA 1000 næsten 70.000 kroner fra salget af kanelstænger. Derfor vækker det glæde i Alzheimerforeningen, at discountkæden gentager succesen i år, hvor seniorprojektleder for Demensven-initiativet, Katrine van den Bos, roser kædens sociale ansvarlighed:
- Det er fantastisk, at REMA 1000 igen i år er med til at sætte fokus på demens landet over. Salget af kanelstænger er med til at skabe stor synlighed om demens og er et godt supplement til vores mangeårige indsats med at træne ansatte til at genkende tegn på demens og være parate til at give en hjælpende hånd til kunder med demens.
Igennem flere år har Alzheimerforeningen nemlig samarbejdet med REMA 1000 om at klæde deres mange ansatte på som Demensvenner. Det betyder, at de ansatte har fået viden om demens og gode råd til at hjælpe i forskellige situationer, som kan opstå.
Vi ved, at det betyder meget for både mennesker med demens og deres pårørende at blive mødt med forståelse og tålmodighed.
- Katrine van den Bos, seniorprojektleder i Alzheimerforeningen
- Når man får en demenssygdom, kan den daglige indkøbstur pludselig blive en udfordring. Derfor er det så vigtigt, at REMA 1000 uddanner deres personale til netop at give denne kundegruppe en god oplevelse, når de er ude at handle. Vi ved, at det betyder meget for både mennesker med demens og deres pårørende at blive mødt med forståelse og tålmodighed, og derfor er vi meget stolte over den forskel, vores samarbejde gør, siger Katrine van den Bos.
For REMA 1000 ligger samarbejdet i naturlig forlængelse af den kundeservice, de gerne vil yde, lyder det fra indkøbs- og marketingdirektør Anders René Jensen:
- Vores landsdækkende samarbejde med Alzheimerforeningen er med til at gøre de daglige indkøbsture lettere for mennesker med demens og deres pårørende. I den forbindelse er vi kun glade for at kunne være med til at sætte fokus på demens og ikke mindst være med til at hjælpe mennesker med demens, når de besøger vores butikker, siger han.
Skal din virksomhed også støtte op om landsindsamlingen?
Er din butik eller virksomhed ligesom REMA 1000 interesseret i at støtte op om Alzheimerforeningens landsindsamling den 24. september, er der mange forskellige måder, I kan gøre det på.
Tag gerne fat i os for en snak om, hvad der er af muligheder, på indsamling@alzheimer.dk eller tlf. 52101056.
I kan også læse mere og få inspiration fra, hvad andre virksomheder gør, her >>