Sygeplejerske, Master i gerontologi og formand for Alzheimerforeningen, Birgitte Vølund, fylder i dag 70.
”De har hjertet på rette sted og et godt håndelag”.
Det var disse ord fra en pensioneret sygeplejerske, som fik Birgitte Vølund sporet ind på sit mangeårige arbejde med ældre mennesker og sidenhen demens. Egentlig havde hun planer om at læse videre på universitetet efter at være blevet student i Aarhus i 1971, men et sommerjob som ufaglært sygehjælper på et plejehjem, fik hende på andre tanker.
- Min ældste kusine var forstander på plejehjemmet og skaffede mig jobbet. Jeg forelskede mig hurtigt i arbejdet med de ældre mennesker. De gav mig en feedback på mig selv, som jeg ikke havde fået af andre før, og en anerkendelse af, at jeg var god til mennesker. En af beboere, Frk. Sørensen var pensioneret sygeplejerske med stort ’S’, og det var blandt andet hende, der gav mig troen på, at det var denne vej, jeg skulle, fortæller Birgitte Vølund.
I de følgende to år fortsatte Birgitte Vølund - ved siden af ungdomslivet med rejser og højskole - med at arbejde på plejehjem, og det var også her, at hun mødte sin mand, som hun i dag deler liv med i Kerteminde. Sammen har de mange gode minder om tiden og de beboere, de knyttede sig til i årene. Men Birgitte Vølund begyndte også at få øjnene op for en gruppe af beboere, som ikke havde det godt. De senile, som man kaldte dem.
- Vi anede ingenting om det. Det var der ingen, der gjorde, og de her ”senile” beboere blev altså ikke behandlet godt. Vi gav dem beroligende piller og spændte dem fast. De skulle jo bare passes, og vi havde, modsat de andre beboere, ikke rigtigt nogen relation til dem.
I 1973 besluttede Birgitte Vølund, som 21-årig, sig så for at begynde på sygeplejerskeuddannelsen på Skt. Joseph Hospital i København. Siden flyttede hun sin uddannelse til Aarhus, hvor hun fortsatte med at dyrke den nære patientkontakt til især ældre mennesker.
- At arbejde på sygehus sagde mig ikke så meget. Jeg ville have en tættere patientkontakt, og det gav mig en stor tilfredsstillelse at blive bekræftet i, at jeg havde øje for mennesket bag sygdommen, og havde en evne til at få patienterne til at føle sig trygge og i gode hænder.
I årene efter studiet rykkede Birgitte og familien, fra en kort årrække i Hjørring, til Fyn, hvor hun blandt andet fik arbejde som hjemmesygeplejerske. Ud over patienterne, var hun vellidt af kolleger og ledelse, og i 1992 blev hun spurgt, om hun ville være områdeleder i hjemmesygeplejen i Nyborg, hvilket hun takkede ja til.
På dette tidspunkt var der begyndt at opstå et spirende fokus på demens. Demenskoordinator-uddannelsen var startet samme år, og året før var Alzheimerforeningen blevet oprettet. Birgitte Vølund indså i sin nye position, at der var et stort behov for at skabe forståelse omkring demens, og parallelt med at hun videreuddannede sig som leder, var hun i 1994 også en del af det andet hold demenskoordinatorer, der blev uddannet i Danmark. Samme år var hun med til at stifte interesseorganisationen ”Demenskoordinatorer i Danmark”, DKDK.
- Det var en særlig periode, for på relativt kort tid blev der sat mange initiativer i gang på et felt, som ikke særligt mange havde viden om. Jeg så det som en mulighed for at udvide mit hjælper-gen gennem ledelse og undervisning, og kom på den måde til at have en finger med i spillet i hele udviklingen af demensområdet i Danmark.
Op gennem 90erne fortsatte Birgitte Vølund med at uddanne sig og undervise. Hun uddannede sig blandt andet i virksomhedskommunikation ved Odense Universitet og blev uddannelsesleder i Omsorgsorganisationernes Samråd i København. I 2004 tog hun springet og blev selvstændig konsulent og underviser på ældreområdet, sideløbende med at hun tog en Master i Gerontologi ved Syddansk Universitet. Og siden 2006 har hun selv udbudt kurser, blandt andet til Demenskoordinatoruddannelsen, hvor hun igennem årene har stået for at uddanne næsten 800 demenskoordinatorer.
I 2014 fik hendes indsats på demensområdet så også en politisk dimension, da hun blev valgt ind som landsformand i Alzheimerforeningen.
- Jeg var indigneret over, at området ikke udviklede sig hurtigere. Mennesker med demens og pårørende blev, og bliver, ikke lyttet til og demens blev og bliver fortsat ikke anerkendt som de alvorlige hjernesygdomme, som betegnelsen dækker over. På den måde har mit fokus egentlig hele tiden været på det samme, nemlig på synet på de svageste og det sundhedsfaglige. Jeg vil blive ved med at kæmpe for, at demens får samme status og opmærksomhed som andre alvorlige og dødelige sygdomme. Og at mennesker med demens får en stemme, som politikere, sundhedspersonale og alle andre, er nødt til at lytte til, fortæller Birgitte Vølund om det engagement, som hun ikke har planer om at opgive lige foreløbigt.
- Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at det er tid til at trappe ned. Men så længe jeg oplever, at det jeg gør, er fyldt med mening og giver pote – at det giver håb hos mennesker med demens og deres pårørende, så vil jeg blive ved med at kæmpe med det samme brændende engagement, som jeg følte, da Frk. Sørensen tog mig i hånden som 18-årig.
