I et høringssvar til den kommende nye epidemilov, som forventes at træde i kraft 1. marts, roser Alzheimerforeningen regeringen for at have forbedret muligheden for at klage over afgørelser - fx om ulovlige indgreb overfor plejehjemsbeboere - til Ankenævnet for epidemiloven. Forvaltningen af de vidtgående (men nødvendige) regler og indgreb overfor borgerne under coronaepidemien har nemlig været stærkt problematisk med utallige eksempler på overfortolkninger og ulovlig frihedsberøvelse og derved en tilsidesættelse af borgeres grundlovssikrede rettigheder.
- Det er stærkt bekymrende, hvordan man i mange kommuner har fortolket frit på epidemiloven og forbrudt sig mod borgernes grundlovssikrede rettigheder uden nogen hjemmel i loven. Det har haft store konsekvenser for nogle af landets mest udsatte og sårbare mennesker, og derfor er det godt, at der fremover bliver muligheder for at klage til et uafhængigt klagenævn, siger direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen:
- Men for at sikre, at mennesker med demens rettigheder bliver overholdt, er det vigtigt at Ankenævnet for epidemiloven også får en proaktiv rolle, så de selv kan tage sager op, hvis fx en kommune har indført regler, der ikke er lovlige.
Læs også: Ulovlige restriktioner i hver sjette kommune
Indgreb i plejehjemsbeboernes private boliger er et problem
Noget der især har givet anledning til forvirring og misfortolkninger under coronaepidemien har været opfattelsen af plejehjemsbeboernes rettigheder. For i langt de fleste tilfælde er en plejebolig ens eget private hjem og altså ikke en institution, og besøgsrestriktioner i folks private bolig er et meget vidtgående indgreb. Alzheimerforeningen foreslår derfor at Sundheds- og ældreministeriet og Folketinget i forbindelse med den nye epidemilov foretager en grundig afklaring af, hvorvidt bestemmelsen om besøgsrestriktioner og -forbud strider mod Grundloven, og i så fald derfor ikke bør omfatte plejehjemsbeboernes private boliger.
- Vi skal passe på sårbare og udsatte patienter på plejehjem under en epidemi. Derfor bakker Alzheimerforeningen også fuldt op om epidemilovens nuværende og kommende bestemmelser i forhold til restriktioner og indgreb. Men vi er samtidig nødt til at sikre, at borgernes fundamentale frihedsrettigheder bliver overholdt. Det gælder for mennesker med demens - også dem der bor på plejehjem. Både danske og internationale erfaringer fra Coronapandemien har vist, at nedlukninger og besøgsrestriktioner har medført mange og uoprettelige helbredsmæssige skader for sårbare og svækkede patienter på plejehjem. Så det er vigtigt, at myndighedernes love og bestemmelser følges præcist og hverken over- eller underfortolkes, siger Nis Peter Nissen.