Af Jon Fiala Bjerre
Plejehjem, plejecenter, alderdomshjem, ældrecenter eller plejebolig? Beskrivelserne af de boliger, som 40.000 af Danmarks svageste og sygeste ældre lever i, er vidt forskellige. Og noget tyder på, at det samme gør sig gældende med hensyn til opfattelsen af, hvad en moderne plejebolig er. For igen og igen omtales plejeboligen offentligt som en institution i stedet for som folks eget private hjem. Det er på trods af, at denne model har været under afvikling siden 1988, og at traditionelle institutionsplejehjem i dag kun udgør omkring syv procent af plejeboliger (og er støt faldende). Argumentet for, at plejehjemmene som institutioner blev nedlagt, var den enkeltes ret til at blive behandlet som et selvstændigt menneske med individuelle behov og tilsvarende konkret individuel vurdering af behov for pleje, hjælp og omsorg sammen med behovet for privathed. Med andre ord en personlig status, der ligestillede pleje- og omsorgstrængende med alle andre borgere.
INSTITUTIONSTANKEGANGEN HAR KONSEKVENSER
Men på trods af den lange overgang, er institutionsopfattelsen stadig meget udbredt. Det er især kommet til udtryk i det seneste år med COVID-19, hvor myndighederne gang på gang har omtalt plejehjem som institutioner i officielle dokumenter og i medieomtale - fx i forbindelse med besøgsrestriktionerne. Faktisk viser en analyse, som Infomedia har lavet i samarbejde med Alzheimerforeningen, at institutionsbetegnelsen var til stede i hele 29 procent af omtalerne om plejehjem. Og i omtaler af COVID-19 blev plejehjem beskrevet som institutioner mere end dobbelt så hyppigt som i andre omtaler.
- Det er et stort problem, at der er så utidssvarende et syn på plejehjem. Især når det kommer fra de myndigheder, der har ansvaret for området, og som om nogen burde have indgående kendskab til, hvordan virkeligheden forholder sig, siger direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen.
Han argumenterer for, at måden man taler om plejehjem, har konsekvenser for beboerne og deres pårørende:
- Nogle vil måske mene, at det er lige meget om man kalder det det ene eller andet, så længe vi er enige om, at forholdene på plejehjem skal være i orden. Men vi ved, at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi taler om tingene. For år tilbage kæmpede vi en brav kamp for at få demens omtalt som sygdom. Man talte ofte om demens som en naturlig del af alderdom og brugte begrebet senil, som blot betyder gammel, og det havde en stor betydning for, hvordan demenssygdom blev prioriteret i forhold til andre alvorlige sygdomme og hvilke vilkår, man havde som demensramt. På samme måde har vi senest set, hvordan institutionstankegangen har konsekvenser for beboere på plejehjem og deres rettigheder. Mest markant i spørgsmålet om besøgsrestriktioner under COVID-19, hvor vi oplevede at mange af kommunerne brød loven ved at forbyde beboerne at forlade deres egen private bolig. Men også i kølvandet på TV2s afslørende dokumentar ”Plejehjemmene bag facaden” kom der fokus på plejehjemmets rolle - fx i forhold til, hvilken grad af indflydelse og medbestemmelse, beboerne og deres pårørende har.
BEBOERE PÅ PLEJEHJEM FORSKELSBEHANDLES
Andre organisationer som Institut for menneskerettigheder, Det Etiske Råd og Ældre Sagen har, ligesom Alzheimerforeningen, det seneste år været ude at kritisere myndighederne for at forskelsbehandle plejehjemsbeboere sammenlignet med mennesker, der bor i eget hjem uden for et plejehjem. Det er gentagende gange blevet indskærpet, at myndighederne ikke tager højde for, at beboerne på plejecentre ikke bor på en institution, men i en individuel almenbolig, som de betaler husleje for og har lejekontrakt på.
Medieanalysen viser, at myndighederne oftest forsvarer indgrebene i beboernes rettigheder med et argument om, at man ønsker at beskytte plejehjemsbeboerne bedst muligt. Men i Alzheimerforeningen frygter Nis Peter Nissen, at den utidssvarende tilgang til plejehjem kan have den omvendte effekt.
- Jeg anerkender den kæmpe indsats, som medarbejderne på plejehjem og sundhedsmyndighederne yder hver eneste dag for at beskytte de mest sårbare og udsatte mennesker på plejehjem. Men den indsats hviler på et fundament af tillid og en række basale rettigheder, som i fællesskab er blevet vedtaget for beboerne. Når først man begynder at se stort på de regler og rettigheder, så skrider fundamentet - og tilliden til myndighedernes indsats daler blandt beboerne og deres pårørende. Det har vi især set i det seneste år, hvor klager over plejehjem er mere end fordoblet, og vi har i perioder har oplevet en firdobling i henvendelser på Demenslinien, hvoraf størstedelen var fra frustrerede pårørende, der klagede over kommunernes egenrådige tilgang til besøgsrestriktioner på plejehjem. Samtidig kan vi dokumentere, at det har haft alvorlige helbredsmæssige konsekvenser for beboerne, i de tilfælde hvor myndighederne har set stort på deres rettigheder og fx uretmæssigt har isoleret dem.
Alzheimerforeningen arbejder nu på at skabe en konstruktiv dialog med myndigheder og plejepersonale for at skabe et mere tidssvarende syn på plejehjem.
