Medindflydelse, anerkendelse, ligeværd, humor og livskvalitet. Det er de værdier, der i over 20 år har været med til at danne rammerne for Demensfællesskabet Fyn, der er et åbent tilbud om rådgivning, støtte og samvær til mennesker med demens i et tidligt stadie og deres pårørende.
Siden fællesskabet slog dørene op for en lille gruppe ildsjæle på Kallerupvej i Odense og frem til nu, hvor centret tæller 40 frivillige og holder til i flotte faciliteter på Skibhusvej, har aktiviteterne taget udgangspunkt i brugernes egne ønsker og behov. Og netop den tilgang betyder meget, fortæller Connie Steen Rasmussen fra Munkebo, der er kommet i centret to gange om ugen, siden hun fik stillet diagnosen Alzheimers sygdom for seks år siden:
- I Demensfællesskabet er alle er ligestillet og vi støtter hinanden. Jeg deltager i aktiviteter, der giver mening for mig, og møder dejlige mennesker, som jeg nyder at være sammen med og holder meget af. Vi kan både grine og være alvorlige sammen, og det er vigtigt.
Større familie, samme ånd
Alzheimerforeningen og Odense Kommune har fra begyndelsen været centrale samarbejdspartnere for Demensfællesskabet Fyn, og per 1. februar har Alzheimerforeningen overtaget driften af centret som led i en aftale om at styrke fundamentet og dermed fremtiden for Demensfællesskabet Fyn:
- Demensfællesskabet har været en rollemodel for, hvordan man skaber anerkendende fællesskaber, der støtter, hjælper og giver mening i hverdagen for familier berørt af demens. Derfor er vi meget stolte over at kunne være med til at sikre centrets fremtid. Målet er at udvide Demensfællesskabets samarbejdsflader og aktiviteter, så Demensfællesskabet Fyn omfatter flere og på sigt alle kommuner på Fyn. Eksisterende aktiviteter vil derfor fortsætte i samme gode ånd og nye vil komme til, herunder indsamling og fundraising, der skal medvirke til at sikre en bæredygtig økonomi under Demensfællesskabet Fyns fremtidige indsats, fortæller direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen.
Et bredere fællesskab
Fremtidssikringen og de nye udviklingsmuligheder glæder centerleder for Demensfællesskabet Fyn, Anja Kajberg:
- Det er så positivt, at vi med denne overdragelse kan sikre varige tilbud til endnu flere familier berørt af demens. Samtidig er jeg overbevist om, at den tættere forankring til Alzheimerforeningen vil styrke de nuværende tilbud og skabe et solidt fundament for mange nye spændende initiativer og muligheder lokalt på Fyn.
Alzheimerforeningen overtager alle ansatte i Demensfællesskabet Fyn og har indgået aktivitets- og driftsaftaler med Odense Kommune, der sikrer at tilbuddet kan komme demensramte familier til gode i mange år frem.
Fodbold er en ud af mange aktiviteter i Demensfællesskabet Fyn.