En 91-årig kvinde blev i foråret smittet med COVID-19 på det plejehjem, hun boede på. Kvinden overlevede ikke, og de efterladte får nu erstatning. Det er første gang, at Patienterstatningen anerkender coronasmitte på et plejehjem som en patientskade. Afgørelsen kommer derfor til at lægge linjen for lignende afgørelser– ikke blot på plejehjem, men også i hjemmeplejen, hvis betingelserne i de konkrete sager er opfyldt.
Patienterstatningen lægger i afgørelsen vægt på, at kvindens efterladte har krav på erstatning, fordi hun med overvejende sandsynlighed blev smittet af personalet i forbindelse med den sundhedsfaglige behandling, hun fik på plejehjemmet. Erstatningen gives, selv om personalet på plejehjemmet efter alt at dømme har overholdt retningslinjerne og gjort brug af værnemidler.
- Det afgørende for at få erstatning er, at man er blevet smittet af personalet i forbindelse med den sundhedsfaglige behandling, man har fået på plejehjemmet. Altså i forbindelse med, at man som beboer behandles for f.eks. sår, får skiftet forbinding, får medicin eller får taget blodtryk. De kan ikke få erstatning, hvis smitten er sket i forbindelse med almindelig pleje, f.eks. hvis personalet har hjulpet med at give beboeren mad eller hjulpet beboeren i bad eller på toilettet, siger Patienterstatningens direktør, Karen-Inger Bast, til Jyllands-Posten.
Kommuner forpligtet til at hjælpe
I den omtalte sag lagde man vægt på, at patienten blev smittet, mens der var besøgsforbud på plejehjemmet. Derfor var det med overvejende sandsynlighed personalet, der smittede kvinden. Det betyder ikke, at man ikke kan få tildelt erstatning, hvis der er tale om et plejehjem, der ikke har haft besøgsrestriktioner på det givne tidspunkt, men det vil i så fald kræve, at man kan sandsynliggøre, at det ikke er de pårørende, der har smittet deres kære. Muligheden for erstatning for efterladte bliver modtaget positivt af Alzheimerforeningen:
- Plejehjemmene har været overordentligt hårdt ramt under coronakrisen, og det høje dødstal tyder på, at retningslinjerne og brugen af værnemidler ikke har været tilstrækkelige til at beskytte de udsatte beboere. Derfor er det positivt, at de efterladte nu får mulighed for at få tilkendt erstatning, hvis betingelserne er opfyldt. I den forbindelse er det vigtigt at nævne, at kommuner og plejehjem ifølge loven er forpligtet til at gøre pårørende opmærksomme på muligheden for at søge erstatning og hjælpe med at anmelde et erstatningskrav, lyder det fra direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen.
Erstatningen i den omtalte sag er ikke opgjort endnu. Men der vil typisk tale om erstatning for udgifter i forbindelse med begravelsen.