Forventningerne var store op til Ældretopmødet, som Ældre Sagen, FOA og KL sammen med Sundheds- og ældreministeriet afviklede digitalt 30. september og 1. oktober. Alzheimerforeningen var inviteret med for at kvalificere debatten og havde op til mødet sat en række fageksperter og politiske sundheds- og ældreordførere i stævne med tre konkrete bud på indsatser, der sætter mennesket før systemet og kvalitet før effektivitet i plejen.
Læs mere om Alzheimerforeningens bud på et paradigmeskifte i plejen her
Indsatser vinder genklang
Indsatserne, som Alzheimerforeningen havde med i rygsækken til topmødet, var følgende:
- Samarbejdet med pårørende skal forbedres
- Alle medarbejdere skal have demensfaglige kompetencer
- Kvaliteten af den demens- og sundhedsfaglige behandling og pleje skal løftes i hele Danmark
Og ifølge direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen, vandt indsatserne genklang til de planlagte workshops og den efterfølgende politiske opfølgning:
- Det lå højt prioriteret, at man generelt skal lytte mere til de pårørende og sikre mere indflydelse til pårørende og beboere på plejehjem – fx igennem bestyrelser eller pårørendetillidsmænd, som var nogle af forslagene. Derudover var der bred enighed om, at der skal være fokus på kerneopgaven – nemlig at kvaliteten af den sundheds- og demensfaglige indsats er i orden og ensartet på tværs af kommunerne. Sidst men ikke mindst var der fokus på at sikre flere ressourcer og en anstændig bemanding på plejehjem, hvilket også indgår i vores forslag, fortæller Nis Peter Nissen.
”Nu skal vi holde fast”
Alzheimerforeningens direktør frygter dog, at de mange gode intentioner falder på gulvet, hvis der ikke tages fat om problemets rod og iværksættes en række grundlæggende ændringer på plejeområdet i den nærmeste fremtid:
- Vi har desværre stået her før med lovning på grundlæggende forandringer. Men alt for ofte er vi endt op med tomme løfter om værdighed, mens antallet af skandalesager fra plejehjem er vokset støt. Vi må ikke gentage de samme fejl, hvor der hældes milliarder i symbolpolitiske lappeløsninger, mens fokus i kommunerne i virkeligheden er på effektiviseringer og besparelser. Værdighed uden behandling og forståelse for de sygdomme, som beboerne på plejehjem lider af, er uværdigt.
Ifølge Sundheds- og ældreministeriet vil topmødedeltagernes input og idéer nu blive samlet i en idebank, som parterne bag mødet vil arbejde videre med i forhold til at udvikle ældreplejen og få sat en ny retning. Fra næste uge vil borgere, organisationer og andre interesserede i en to-måneders periode kunne sende forslag og ideer ind til idébanken via Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside. Herefter tager parterne stilling til, hvilke forslag og idéer, de ønsker at gå videre med, og hvordan det kan ske i samarbejde med andre relevante aktører.