De skjulte optagelser viser eksempler på tydelig omsorgssvigt i plejen. Og mange pårørende bliver derfor bekymrede for om noget lignende sker, der hvor deres ægtefælle, mor eller far bor.
Alzheimerforeningens projekt- og udviklingschef Ane Eckermann var derfor inviteret ind til Go' Morgen Danmark for at give sit bud på, hvad man kan gøre for at undgå at lignende omsorgssvigt opstår på det plejehjem hvor ens kære bor.
Ane Eckermann, Projekt- og udviklingschef i Alzheimerforeningen
Ane Eckermann opfordrer blandt andet til, at man går i en god og fornuftig dialog med plejepersonalet og at man får lavet en forventningsafstemning med hinanden. Og ikke mindst at der bliver fulgt op på den forventningsafstemning.
”Det er vigtigt at man hurtigt får opbygget et tillidsfuldt forhold mellem plejer, beboer og pårørende, når man flytter ind i en plejebolig”, siger Ane Eckermann blandt andet til Go' Morgen Danmark.
Ane Eckermann påpeger dog også at det er også vigtigt, at medarbejderne har de rette kvalifikationer til at kunne forstå mennesker med demens.
”Når man har en demenssygdom, kan man ikke altid give udtryk for sine behov. Derfor er det vigtigt at medarbejdere er meget opmærksomme på de signaler, der bliver givet og at man er i stand til at tolke på dem” fortæller Ane Eckermann og fortsætter:
”Som plejer skal man kunne sætte sig ind i personen med demens' hjerne og finde ud af hvorfor personen siger, som han eller hun gør”
Alzheimerforeningen opfordrer desuden til, at man går til sin kontaktperson på plejecenteret eller til ledelsen, hvis man som pårørende får fornemmelsen af, eller reelt opdager, at der er noget helt galt på det plejecenter, hvor ens pårørende bor og at man med det samme får igangsat en dialog.
Og hvis man føler, at der ikke bliver lyttet til en som pårørende kan det være nødvendigt at kontakte Ældrerådet i kommunen - altså tage det op til det politiske niveau.
Desværre oplever Alzheimerforeningen at skandalesagen fra plejehjemmet Kongsgården i Aarhus langt fra enestående. Alzheimerforeningens formand Birgitte Vølund har derfor tidligere påpeget, at der er brug for et decideret paradigmeskift på plejeboligområdet. Læs hele kommentaren fra formanden her >>
Få råd og vejledning hos Alzheimerforeningens Demenslinie på 5850 5850 Alle hverdage 9-15 og mandag og torsdag til kl. 19.
Se hele dokumentaren med de skjulte optagelser fra Kongsgården på TV2 torsdag kl. 20.50 eller på TV2 Play >>