Af Birgitte Vølund – Formand i Alzheimerforeningen
Jeg ville ønske, at Statsministeren med samme alvor og styrke, som da hun lukkede Danmark ned, nu ovenpå Ekstra Bladets afsløringer ville sige: "Nu stopper det! Sådan en behandling af svage og gamle mennesker i danske plejeboliger vil vi ikke finde os i ", og vel at mærke sætte den samme magt bag, som da hun og Sundheds-og ældreministeren lukkede Danmark ned på grund af Corona-virussen.
Vi har virkelig brug for et paradigmeskift på plejeboligområdet og det haster.
I de sidste ti år har vi i Alzheimerforeningen igen og igen hørt fra pårørende, og faktisk også ansatte, om uværdige og sundhedsfagligt stærkt kritisable forhold på plejehjem, og vi har gentagne gange, både offentligt og over for beslutningstagerne på Christiansborg, gjort opmærksom på forholdene. Ingen kan med god ret sige, at de er uvidende om, at der er noget helt galt... nogle steder. For vi må ikke glemme, at der også rigtig mange steder arbejdes på et både sundhedsfagligt og etisk højt niveau med god pleje og omsorg til mennesker med demens og andre alvorlige svækkelser. Men så længe der er bare et eller to steder, hvor der foregår det, vi er vidner til i de skjulte optagelser fra Kongsgården i Aarhus, som Ekstra Bladet har lækket, så er det et eller to for mange. For det er altså mennesker af kød og blod, der er de forsvarsløse ofre. Det koster både den dyrebare mulighed for livskvalitet i den sidste del af livet og det koster liv. Og det er de ulykkelige pårørende, der gang på gang bliver afvist i deres berettigede kritik og forsøg på at få ledere og politikere i tale, der også bliver taberne og derfor griber til udenoms - parlamentariske midler, som skjulte optagelser, for at blive hørt. Alzheimerforeningen bakker på ingen måde op om skjulte optagelser, men ved vi også, at mange pårørende er frustrerede og pressede over ikke at blive hørt. Og samtidig vover mange ikke at stå frem af angst for repressalier - både over for dem selv og over for deres svage pårørende i plejeboligen. Berettiget eller ej, så er det skræmmende, at man lader sig bremse af angst for følgerne af at ”sætte sig op" imod en ikke lydhør ledelse og politikere. Jeg ved godt, at der også er enkelte "besværlige pårørende", men de hører altså ikke til flertallet.
Lyt nu til de pårørende og beboerne
Den første lære af den verserende sag fra Aarhus må altså være at lytte til beboerne og de pårørende og arbejde aktivt og konstruktivt med at etablere et tillidsfuldt samarbejde. Lyt til deres oplevelser og tag dem alvorligt, i stedet for at gå i forsvar og afvise dem.
Men det er ikke nok: På børneområdet er der nu vedtaget minimumsnormeringer, bl.a. efter stærkt pres fra skjulte optagelser af helt åbenbare uværdige forhold i børnehaver. Jeg, og mange med mig, græd med de stakkels børn og deres forældre. Vi græder også med Else i de skjulte optagelser fra plejecentret. Derfor er det på høje tid, at vi også bringer normeringerne i plejeboliger op politisk. Alzheimerforeningen har kæmpet for dette længe. Kommunerne har sparet helt ind til benet, og endda ind i benet, og det går altså ikke længere. Det må være en del af det helt nødvendige paradigmeskift, at normeringerne bringes i overensstemmelse med behovet hos de mennesker, der har brug for højt specialiseret pleje og omsorg, både socialfagligt og ikke mindst sundhedsfagligt.
I dag bor der ikke gamle mennesker i plejeboligerne, der bor syge og svage mennesker. Det er faktisk de allersvageste og mest syge borgere i dette land, der bor i plejeboligerne.
I de sidste mange år har der været postet millioner ud i efteruddannelse af plejepersonalet, og det er rigtig godt og har en effekt – især der hvor ledelsen sætter en klar linje, har klare og synlige mål og efterstræber egne kvalitetsmål - og følger op på dem. Desværre virker det som om implementeringen af al den uddannelse, der er leveret, halter gevaldigt. Og det virker til, at det er svært at arbejde fagligt optimalt, fordi de ansatte bliver presset urimeligt af de alt for lave normeringer og manglende ledelsesmæssigt klart fokus. Faglig, daglig ledelse og flere og bedre sundhedsfaglige ressourcer er nøglen – og, ikke at forglemme, det politiske fokus på, at der leveres en anstændig og værdig pleje og omsorg. Politikerne har en pligt til at føre tilsyn med deres egne opgaver, men det er min forståelse, at politikerne desværre ofte glimrer ved deres fravær af opmærksomhed på dette. Ellers ville der vel næppe kunne opstå situationer, som det, vi er vidner til i de skjulte optagelser? Og så er vi tilbage ved det kernen: Lyt nu til beboerne og de pårørende. De ved og mærker, hvordan livet i plejeboligen føles, og de har desværre alt for ofte grund til skuffelse og sorg over det, de oplever. Det kan simpelthen ikke passe, at de svageste og sygeste skal være overladt til et ufølsomt, forrået, dårligt fagligt udrustet system i den sidste dyrebare tid af deres liv.
