I anledning af Dronning Margrethes 80 års fødselsdag d. 16. April 2020 har Alzheimerforeningen sendt hende en medalje - eller rettere sagt: en Demensven-pin. 💜 For i foreningen synes vi, at hun er en sand Demensven, når hun åbent taler om sin afdøde mands demenssygdom. Tak til fotograf Per Morten Abrahamsen og Wonderful Copenhagen for det fine billede. Grafik: Alzheimerforeningen
Af Liv Mygind
– Jeg begyndte jo at mærke, at der var noget galt, men det tager noget tid, før det går op for en, hvad der er galt, når der er tale om demens. Og før man finder ud af, at, ja, det er rigtigt nok, at der er noget galt, sådan siger Hendes Majestæt i et meget åbenhjertigt interview bragt i ugemagasinet Alt for damerne.
Allerede i september 2017 meldte dronningens hofmarskal ud - på vegne af kongefamilien - at Prins Henrik led af en demenssygdom. Prinsen havde været igennem et længere udredningsforløb og en række undersøgelser hos et specialistteam på Rigshospitalet.
Vanskeligt at have demens og være kendt
Det er ikke nemt at skjule en demenssygdom, når man er en offentlig person. Og en del danskere og pressen havde allerede selv stillet diagnosen, før Rigshopitalets specialister havde udredt prinsen. Mange havde fået mistanken, da prinsen proklamerede, at han ikke ville begraves ved siden af dronningen i regentparrets planlagte fælles sarkofag i Roskilde Domkirke.
Døden kan være mere nådig end livet
Til Alt for damerne fortæller dronningen, at hun til sidst fandt det mere nådigt, at prinsen gik bort:
- Det var ikke nemt de sidste par år, det vil jeg gerne sige. Han havde det ikke godt.
Og til spørgsmålet om det faktisk var en lettelse, at han gik bort, svarer hun:
– Ja, det er svært at sige højt. Det lyder ikke rart, når man siger det. Men jeg var glad for, at han ikke skulle blive ved længere, end han gjorde. For hans egen skyld. Og også for min.
Demens er i høj grad de pårørendes sygdom
Demens er ofte blevet kaldt de pårørendes sygdom, og Dronning Margrethe anerkender i høj grad, at det også var tilfældet i regentparrets tilfælde.
- Det er hårdt at være pårørende til et menneske, der er ramt af demens, for det menneske ændrer sig. Det er ikke det samme menneske, som man har været sammen med i mange år, siger Dronning Margrethe til Alt for damerne.
Arbejdet fylder en del af tomrummet
Fra demensdiagnosen blev stillet i sensommeren 2017 og frem til sin død i februar 2018 var Prins Henrik meget i Frankrig på Chateau Cayx og i Sharm-el-Sheik i Egypten, hvor han ifølge Dronning Margrethe havde det "varmt og og rart". Så vidste dronningen, at prinsen havde det godt, og så kunne hun koncentrere sig om sit arbejde. Og arbejdet har været en vigtig distraktion for Hendes Majestæt.
Hun forklarer, at det for hende har været forholdsvis let at komme videre efter Prinsgemalens død, fordi hun har så mange forpligtelser:
– Jeg er jo heldig, at jeg har mit arbejde. Der er noget, jeg skal. (...) Det er en virkelig god ting at have noget at tage sig til, så jeg er meget heldig, hvad det angår. Jeg har også fået fantastisk fin støtte fra hele min familie.