Foto: Unsplash
”Personer, der lever med demens, er en relativt stille gruppe borgere, der ikke råber højt om egne behov. Samtidigt er mange danskere i tvivl om, hvordan de spotter og hjælper mennesker med demens. Derfor er der brug for nogle konkrete redskaber og en fælles forståelse for, hvad det betyder at have demens,” siger Lone Harlev, sekretariatsleder i Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark - en non-profit paraplyorganisation bestående af 13 organisationer, bl.a. Alzheimerforeningen, FOA og Ældre Sagen.
Læs også om Lewy Body Demens.
Oplysningsindsats og nyt demenssymbol
En oplysningsindsats skal nu give gode råd til, hvordan vi alle kan hjælpe mennesker med demens med at færdes trygt i det offentlige rum. De gode råd kan findes på www.demensvenligtdanmark.dk. Desuden er prototypen til et nyt demenssymbol lige nu ved at blive testet blandt personer med demens. Symbolet skal fremover være med til at gøre det mere trygt og overskueligt at bevæge sig ud i det offentlige rum, når man har en demensdiagnose. Symbolet bliver udviklet som led i den nationale indsats ”Bedre hjælp til mennesker med demens i det offentlige rum” på foranledning af Sundheds- og Ældreministeriet.
”Personer med demens, der bor i egen bolig, kan sagtens indgå i lokalsamfundet og i fællesskabet, og flere undersøgelser peger på, at fysiske og sociale aktiviteter er vigtige for livskvaliteten. Men demens påvirker i nogle tilfælde også retnings- og koordinationssansen. Derfor er det fx ikke overraskende, at ni ud af ti tætte pårørende til personer med demens angiver i undersøgelsen, at deres nærtstående oplever udfordringer med at færdes i det offentlige rum,” siger Lone Harlev og fortsætter:
”Der skal ofte ikke så meget til, for at gøre det mere trygt for en person med demens at færdes i det offentlige rum. Hvis man for eksempel står bag en person, der lidt forvirret står og roder i sin pung i supermarkedet eller møder en person, der ser desorienteret ud i bussen, så kan det være en person med demens, som lige skal have lidt ekstra tid til at finde dankortet eller busbilletten, eller som måske har brug for en hjælpende hånd.”
Kulturoplevelse, svømmehal eller shopping
På baggrund af den indsamlede viden i den nye rapport og undersøgelse er Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark i gang med at teste prototypen af et nationalt demenssymbol, som personer med demens frivilligt kan vælge at bære eller have med sig.
”Symbolet skal øge trygheden ved at bevæge sig fra A til B – hvad enten det gælder den ugentlige fritidsaktivitet, en tur i svømmehallen, på kunstmuseum, på sygehuset eller på indkøbstur. Demenssymbolet skal samtidigt gøre det nemmere for andre at vise ekstra hensyn eller hjælpe til, hvis en person med demens virker desorienteret eller forvirret. Symbolet bliver i første omgang testet i en række hverdagssituationer på personlige genstande, som ofte er i brug, når man laver dagligdagsgøremål uden for hjemmet,” fortæller Lone Harlev.
Om Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark:
Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark er en non-profit paraplyorganisation bestående af 13 organisationer, der sammen og hver for sig arbejder for at gøre det lettere for mennesker med demens og deres pårørende at leve et fortsat deltagende liv.
Demens er en folkesygdom, der kan ramme os alle, og godt 90.000 danskere anslås at lide af demens ifølge Nationalt Videnscenter for Demens. Antallet forventes at stige i de kommende år. Derfor er de følgende 13 organisationer gået sammen i koordinerede, nationale indsatser for at gøre Danmark mere demensvenligt; Alzheimerforeningen, Danmarks Almene Boliger, Danske Fysioterapeuter, Danske Professions Højskoler, Dansk Erhverv, Dansk Sygeplejeråd, Demenskoordinatorer i Danmark, Ergoterapeut Foreningen, Faglige Seniorer, FOA, Pårørende i Danmark, Social Pædagogerne og Ældre Sagen.
Som en del af satspuljeaftalen for 2019-2022 arbejder Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark med udvikling og lancering af en national indsats under overskriften ”Bedre hjælp til mennesker med demens i det offentlige rum.” Indsatsen har fokus på fem overordnede målsætninger:
• Større oplevet tryghed ved at færdes i det offentlige rum (også pårørende).
• Mindre grad af isolation.
• Et mere deltagende liv med demens.
• Større oplevet mestring ved at overkomme udfordringer (i det offentlige rum).
• Større oplevet inklusion og hjælpsomhed fra det omgivende samfund.
Læs hele rapporten "Bedre hjælp til mennesker med demens i det offentlige rum her" >>
Vil du have mere viden om demens og råd til hvordan du kan hjælpe et menneske med demens, kan du også blive Demensven. Læs mere her >>