Alzheimerforeningens Demenslinie modtager op til jul mange opkald om, hvordan man bedst kan fejre julen med familiemedlemmer med demens. Hvis de bor på plejehjem, skal man så insistere på at invitere dem hjem til jul? Og hvis de kommer, hvordan skaber man så de bedste forudsætninger for, at de får en dejlig aften – men samtidig med, at man selv skal holde styr på julemiddagen, gaverne og de andre gæster?
Læs om forskellige typer af demens her på Alzheimerforeningens hjemmeside.
Jul på plejehjemmet?
Selvom det måske kan føles som et svigt at lade sine kære fejre jul på plejehjemmet, er det sjældent sådan, det forholder sig. Det fortæller demensfaglig rådgiver i Alzheimerforeningen, Else Hansen:
- Man skal finde ud af, hvad der er det bedste for ham eller hende med demens – hvis man vurderer, at det kommer til at skabe for meget forvirring, skal man ikke insistere på at tage dem hjem. Det gavner ingen. Så kan det være, at man i stedet skal hygge sig sammen nogle timer om formiddagen.
Netop det dilemma har Janni Moltke Christensen stået i. Hendes mor har svær demens, og af hensyn til moren har de besluttet at besøge hende på plejehjemmet en dag op til i stedet.
- Det var en svær beslutning at træffe sidste år, for jeg har altid holdt jul med hende. Men jeg kunne mærke, at jeg måtte være 100% på min mor juleaften, og det endte bare i dårlig samvittighed over for mine to børn, fortæller hun og fortsætter:
- Hun mangler selvfølgelig juleaften, og det kan være hårdt. Men sidste gang hun var herhjemme, fik hun det rigtigt skidt. I år tager vi hen og hygger om hende nogle dage før, og efter en halv time kan hun ikke rumme mere. Det har været en svær beslutning, men jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige.
Læs også: Hvad med julen med demens?
Vær opmærksom og brug plejepersonalet
Hvis man er i tvivl, om ens familiemedlem har overskud til at komme til juleaften, kan man begynde at holde øje med deres humør og overskud, hvis man har haft dem til eftermiddagskaffe derhjemme eller har inviteret dem med ud at gå en tur. Er de bagefter glade, oprevet eller trætte? Det kan pege i retning af, hvordan de vil reagere på dagen, hvor der ofte er mange indtryk og stor aktivitet.
- Snak også med plejepersonalet om, hvad de oplever: De kender vedkommende og deres døgnrytme, og ser dagligt, hvor meget de magter. Og hvis personalet vurderer, at de ikke kan komme ud og holde jul, hvornår forestiller de sig så, at det kunne være rart for vedkommende at få besøg til en anden type fejring? siger Alzheimerforeningens demensfaglige rådgiver Else Hansen.
Men selvom både du og plejepersonalet vurderer, at dit familiemedlem er frisk til at komme på besøg, er det måske ikke den rigtige beslutning for familien. Hvis der er mange børn, som har brug for opmærksomheden, eller I som værter ikke har overskud til det, er det måske det bedste, at vedkommende fejrer julen med de andre beboere på plejehjemmet i stedet, forklarer Else Hansen.
Læs også: Julen kan være ensom for demensramte familie
- Man skal både overveje - hvad der er bedst for vedkommende, for os og for vores familie? Der er meget dårlig samvittighed forbundet med det, og man kan føle, at man svigter, men hvis man beslutter, at de ikke skal med, skal man huske, at der er en grund til det. Og så skal man være god ved sig selv og ikke skælde sig selv ud over, at man ikke magter det hele, siger Else Hansen.
Men har man overskud til det, skal man ikke frygte at gøre mere skade end gavn ved at invitere nogle hjem til jul:
- For langt de fleste er julen noget, man forbinder med noget rart og hyggeligt, og for mange kan det være en glæde at deltage, så længe man magter det – det skal man også huske på, fortæller Else Hansen.
Gør din jul demensvenlig
Får man besøg af en med demens, kommer Else Hansen herunder med en række forslag til, hvordan man kan gøre mest muligt for, at alle får en hyggelig aften:
Hav en plan B
- Vær indstillet på, at vedkommende måske allerede vil hjem efter eftermiddagskaffen. Aftal med plejepersonalet, at I prøver, men følger hende hjem igen, hvis det bliver for meget - og aftal i familien, hvem der i så fald kører hende. Hvis hun ikke er glad for at være der, er det bedre at følge hende hjem.
Giv plads til en rolig stund
- Det er en aften med mange lyde og indtryk, så hvis man har et værelse, hvor vedkommende kan trække sig tilbage og måske tage sig en lur, er det en god idé at gøre det klar. Det vil nok også ske, at vedkommende er rigtig træt dagen efter, så man forberede sig på, at det bliver en slappedag, hvor der er brug for at sove lidt ekstra og komme ned i gear.
Hav et ekstra øje på ham/hende
- Man kan skiftes til at have et ekstra øje på vedkommende. Så man har fokus på og kan sige, at nu er det dig, jeg koncentrerer mig om. Så er man der til at berolige, hvis der opstår forvirring, eller vedkommende føler sig udenfor. Dem, som bor på plejehjem, skal som regel have lidt ekstra opmærksomhed, og skal måske også have hjælp til at huske at drikke vand eller gå på toilettet.
Når aftenen er slut, så hjælp med at slappe af igen
- Hvis man kommer hjem efter juleaften og er meget glad og oplivet, kan det være svært at finde ro igen. Der skal man forberede sig på, at der måske ikke står plejepersonale klar til at tage over, men at man er nødt til at blive lidt for at få kørt energien ned igen, ellers bliver de måske urolige og nervøse. Man kan for eksempel sidde og tale lavmælt, eller sidde stille og lytte til rolig musik. Det gælder også for hjemmeboende, at de kan have brug for at blive dæmpet lidt.
Ræk ud, hvis du har brug for det
- I julen er man typisk sammen i længere tid og på en anden måde end ellers. Derfor kan det blive tydeligt for en, hvis noget har ændret sig – både hvis man mistænker, at der er opstået en sygdom, eller hvis sygdommen er blevet værre. Derfor skal man måske til at tage nogle svære beslutninger, og det kan være meget sorgfuldt. Det får vi ofte spørgsmål til i juletiden.
Hvis du har brug for at snakke med en af Alzheimerforeningens rådgivere træffes de på Demenslinien på telefon 5850 5850 alle hverdage mellem jul og nytår. Se åbningstiderne her.