- Der er en del borgere i byen, der har demens. Derfor synes jeg det er vigtigt at vise forståelse og respekt, og vide hvad man kan gøre, hvis der opstår en situation, fortæller Birgitte Hvenegaard Nielsen, der er indehaver af Sportigan i Nørre Nebel i Vestjylland.
Hun har derfor valgt at gøre sin forretning demensvenlig ved at deltage i Alzheimerforeningens Demensven-forløb, hvor man klædes på med viden om demens og om, hvordan man kan hjælpe mennesker med demens.
- Det kan være svært at spotte nogen med demens, men på kurset lærer man, hvordan man kan være mere opmærksom og hjælpe, hvis vi får besøg af nogen i forretningen. Jeg har selv haft demens inde på livet som pårørende, så jeg var allerede opmærksom på det, men det har været en god hjælp at få nogle konkrete redskaber, fortæller Birgitte Hvenegaard Nielsen.
Viden skaber forståelse
Og det gør en forskel at Birgitte og andre forretningsdrivende vælger at sætte sig ind i demens, lyder det fra projektleder for Alzheimerforeningens Demensven-projekt, Maria Fisker Ringgaard:
- Når vi spørger mennesker med demens og deres pårørende, hvad der er vigtigst for dem i hverdagen, er svaret næsten altid mere forståelse fra omverdenen. For selvom mange ting ændrer sig, når man får en demensdiagnose, så er der stadig en masse ting, man kan. Det kræver ofte bare en hjælpende hånd, og her kan en smule viden om demenssygdom fra omverdenen gøre en kæmpe forskel.
På mødet lærer deltagerne blandt andet, at demens handler om meget andet end at miste hukommelsen, og man får et indblik i, hvordan dagligdagsting som at handle eller tage bussen kan være udfordrende for dem, der lever med sygdommen.
- Ofte skal der faktisk ikke særlig meget til, for at gøre en forskel. Det kan være nok blot at være ekstra tålmodig ved kassen eller spørge lidt ind til folk. Og fra de tilbagemeldinger vi har fået, er det faktisk også medvirkende til en større kundetilfredshed. For i bund og grund handler demensvenlighed jo bare om at være venlig, siger Maria Fisker Ringgaard.
Brug for hjælp
Som med et førstehjælpskursus er det ikke sikkert, at man nødvendigvis kommer til at stå i en situation, hvor man får brug for det, man har lært som Demensven. Men Birgitte Hvenegaard Nielsen har faktisk oplevet at få brug for at hjælpe en person med demens i sin forretning:
- Der kom en dame ind i butikken, som ville købe en græsslåmaskine. Det kunne hun selvfølgelig ikke, fordi det er en sportsforretning. Hun blev lidt forvirret, da jeg fortalte, at hun skulle i en anden butik, men at den havde lukket nu. Vi fik os en god snak og aftalte, at hun hellere måtte gå hjem. Jeg blev stående og holdt øje med om hun gik i den rigtige retning, så hun kom sikkert hjem, fortæller Birgitte Hvenegaard Nielsen.
Hvis du vil se, hvilke demensvenlige virksomheder, der er i dit lokalområde, så gå ind på demensven.dk/demensvenlig, hvor du kan finde et interaktivt kort.