Billedet stammer fra Demensfællesskabet Østjylland, som nu ser ud til at kunne fortsætte. Foto Alzheimerforeningen
En række kendte demenspatienter og pårørende kom i oktober med en appel til de politikerne. Budskabet var simpelt:
”Lad være med at lukke kassen i til den fremsigtede handlingsplan, der ellers skulle sikre et bedre liv med demens for alle os, der har sygdommen inde på livet. Sluk ikke vores håb”.
Det var især tre af handlingsplanens initiativer, som repræsentanterne for de 90.000 mennesker med demens og deres 400.000 nære pårørende var nervøse for skulle lukke ned. Det drejede sig om indsatsen for at nedbringe det faretruende høje forbrug af antipsykotisk medicin til mennesker med demens, om at sikre en bedre kvalitet i udredning af mennesker med demens og en sikring af meningsfulde hverdagsaktiviteter for mennesker med demens og deres pårørende med udgangspunkt i handlingsplanens 13 lokale rådgivnings- og aktivitetscentre.
”Tak for at fastholde fokus og finansiering”
Noget tyder på, at politikerne har lyttet til budskaberne, for det er netop disse tre temaer i demensindsatsen, som Folketingets partier har valgt at fokusere på i en ny bred aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2020-2023 (tidligere kendt som satspuljen). Og det vækker glæde i Alzheimerforeningen, hvor man den sidste måneds tid har afholdt en række møder med partiernes sundhedsordførere for at viderebringe appellen om videreførelse af handlingsplanen:
- På vegne af Ditte, Rita, John, Jens og de tusindvis af andre mennesker med demens og pårørende, der de sidste måneder har været bekymrede for, hvad der ville ske når pengene til demenshandlingsplanen slap op, vil jeg gerne sige en kæmpe tak. Tak til alle de politikere som i dag har været med til at fastholde fokus og finansieringen af en række indsatser, som har helt afgørende betydning for mennesker med demens og deres pårørende. Nu har vi noget, vi kan arbejde videre med, siger direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen, og henviser til at der fortsat kræves en indsats, da midlerne næsten er blevet halveret siden første periode af handlingsplanen.
Med dagens aftale sikres fortsættelsen af den ’nationale demenshandlingsplan 2025’, der i 2016 blev vedtaget af en enig satspuljekreds. Dengang blev der på en fireårig periode afsat 470 millioner kroner til 23 konkrete initiativer på demensområdet.
Det er Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet og Liberal Alliance der står bag aftalen, som udover demenshandlingsplanen også omfatter en lang række andre initiativer på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.