Partnerchef Klavs Lunding Sørensen fra ALzheimerforeningen modtager donationen fra DIS.
Alzheimerforeningen er blandt de fem virksomheder og organisationer, som har fået en donation af Ingeniør- og udviklingsvirksomheden DIS, som går til et velgørende formål. DIS har netop rundet 500 medarbejdere på verdensplan, og det er en milepæl, som bliver markeret med et velgørenhedsprojekt.
DIS-medarbejderne, som indstillede de velgørende formål, har personligt været rundt og overrække donationerne.
- Der findes ingen kur, der kan helbrede Alzheimers sygdom eller andre demenssygdomme. Men der findes håb, og håbet ligger i forskning. Derfor er Alzheimerforeningen utrolig taknemmelig for, at DIS har valgt at donere 37.300 kr. til at støtte den vigtige forskning i demenssygdomme, siger partnerchef Klavs Lunding Sørensen fra Alzheimerforeningen.
Hos DIS, der af Great Place to Work® er udnævnt som en af Europas bedste ingeniørarbejdspladser, ønsker man at bidrage til samfundet lokalt og globalt, og man er derfor engageret i flere velgørende initiativer i løbet af året.
- Vi er rigtig stolte af den positive udvikling, vi har været igennem de senere år. Da vi rundede 200 medarbejdere, blev det markeret ved at donere 200 startpakker til opstart af virksomheder i tredje verdenslande. Nu har vi netop rundet medarbejder nummer 500, og det har vi valgt at markere med et velgørenhedsprojekt, fortæller Michael Gadeberg, direktør og partner hos DIS.
Til velgørenhedsprojektet, der markerer medarbejder nummer 500, fik alle DIS-medarbejdere mulighed for at nominere en virksomhed eller en organisation, der arbejder for en velgørende sag, og som medarbejderne synes fortjener en ekstra støtte i form af en donation på 37.300 kroner fra DIS.
I forbindelse med de mange indkomne nomineringer er der ved udtrækning fundet fem velgørende formål:
- Ungdommens Røde Kors: Weekendlejre for børn og unge fra belastede hjem i Danmark
- Sex og samfund: En tuk tuk-ambulance i Kenya
- Alzheimerforeningen: Forskningsprojekter i Danmark
- Heart & Soul: Støtte til børn fra belastede familier i Danmark
- Børnehave nummer 100 i Kraków, Polen