INTERNATIONAL ALZHEIMERDAG: "Manglende viden er den største forhindring på vejen mod et demensvenligt samfund". Sådan lød konklusionen, da Alzheimerforeningen i 2016 spurgte mennesker med demens og deres pårørende ind til de største udfordringer i livet med demens.
- Jeg oplever, hvordan mine gamle venner trækker sig. De forstår ikke sygdommen og ved ikke, hvad de skal gøre. Det er som om, de glemmer os, og det gør både ondt og er ensomt, sagde Vibeke Rode Møller, der, som pårørende til en mand med demens, deltog i undersøgelsen.
Heldigvis er det siden 2016 gået markant fremad med danskernes viden om demens. En undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov for Alzheimerforeningen i anledning af Den Internationale Alzheimerdag 21. september viser blandt andet, at andelen af danskere, der har indgående eller stor viden om demenssygdomme fra 2016 til 2018 er steget med 33 procent fra 11 til 15 procent. I samme periode er andelen af danskere, der slet ingenting ved om demenssygdomme, faldet med 40 procent fra ti til syv procent.
Læs om Lewy Body her.
Bedre til at håndtere demens
I undersøgelsen har man spurgt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning over 18 år om deres viden om og holdninger til demens - heriblandt, hvor godt folk føler sig klædt på til at håndtere demenssygdom. Undersøgelsen viser, at andelen af danskere, der ved meget om, hvordan de skal håndtere det, hvis en person i deres nære omgangskreds får demens, er næsten tredoblet siden 2016. Hver femte dansker har således styr på, hvad de skal gøre, hvis en person i deres nære omgangskreds får demens. Fremgangen glæder direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen:
- Flere og flere lider af demens, og mange oplever at blive mødt af tabu og fordomme, der oftest bunder i uvidenhed. Derfor er det fantastisk at være vidne til denne positive udvikling, som har en kæmpe betydning for alle, der lider af demens og deres pårørende - ikke mindst når det samtidig betyder, at der nu er endnu flere danskere, der kan give en hjælpende hånd til familier berørt af demenssygdom.
Demensvenner gør en forskel
Nis Peter Nissen tilskriver den store fremgang til det stigende fokus, der de seneste år har været på demens - og fremhæver især én kampagne:
- Vi har generelt set et øget fokus på demensområdet siden den nationale handlingsplan for demens blev iværksat i 2016. Sidste år oplevede vi et historisk stort mediefokus på demens, da TV2 i samarbejde med Alzheimerforeningen afviklede den første Demensuge, og i foråret var Twist demens-kampagnen med til at give danskerne et mere nuanceret syn på demens. Men det er igennem Demensven-kampagnen og de 60.000 Demensvenner, at vi virkelig oplever, at danskerne er blevet mere demensvenlige, fortæller Nis Peter Nissen.
Han bakkes op af undersøgelsen, der viser at andelen af personer, der selv mener, at de har stor eller indgående viden om demens, er 2½ gange større blandt dem, der har set Demensven-kampagnen sammenlignet med dem, der ikke har.På samme måde er andelen af danskere, der ved meget om eller er helt sikre på, hvad de skal gøre, hvis en person i deres nære omgangskreds får en demenssygdom, mere end dobbelt så stor hos Demensvennerne i forhold til den øvrige befolkning. Undersøgelsen viser samtidig at hver syvende dansker i 2018 har set eller hørt om Alzheimerforeningens Demensven-kampagne. Det er dobbelt så mange som i 2016.
Der er dog stadig et godt stykke vej i mål, vurderer direktøren og henviser til undersøgelsen, der også viser at der stadig er uvidenhed om visse sider af demens. For eksempel ved tre ud af fire danskere ikke at demenssygdom er dødelig, på trods af at det er den fjerdehyppigste dødsårsag herhjemme.
Læs undersøgelsen her:
2018-09-19 - Danskerne er blevet mere demensvenlige - endelig.pdf