Af Jung Heidi Moeslund, 11. marts 2017
Støtte, forståelse og praktisk hjælp fra familie, venner og kolleger betyder meget, når en demenssygdom rammer. Men ofte oplever familier med demens manglende viden og forståelse for sygdommen blandt omgivelserne.
Ægteparret Helle og Tonni Lander i den lille by Nordenskov er en undtagelse. Helle på 58 år lever på fjerde år med Alzheimers sygdom, og ægteparret mærker i det daglige støtten og opbakningen fra naboerne i det lille lokalsamfund, hvor alle kender hinanden.
De har tidligere boet i Esbjerg, men de flyttede for ni år siden til Nordenskov, som lå midt mellem deres to job. De tabte deres hjerte til ejendommen Vingården. Selvom huset langt fra var i den bedste stand og krævede en god kærlig hånd, købte parret huset og flyttede til byen - og det har de ikke fortrudt.
Beboerne i byen kender alle til Helles sygdom, og hun kan på egen hånd bevæge sig rundt i byen.
Kommer hun på afveje eller får brug for hjælp, træder naboerne til og guider hende i den rigtige vej hjem eller kontakter Tonni. Derfor er Tonni helt tryg ved at tage af sted på arbejde, mens Helle er derhjemme.
- Det er en kæmpe hjælp. Det giver os begge en god tryghed, at naboer og venner kender til vores situation og er klar til at hjælpe Helle, hvis der er behov for det, forklarer Tonni Lander.
Socialt samvær og åbenhed
Helle færdes hjemmevant hos naboerne. De drikker kaffe, og Helle holder fast i et socialt liv. Hver torsdag kører en nabo Helle til fysioterapi og hver anden uge får hun besøg af en fast besøgsven, som er kommet i huset i 1 ½ år. Helle bruger også tid i "Kompasklubben", hvor hun mødes med 10-12 mænd og kvinder, der også har demens. Her laver de mad, passer have og træner sammen.
- Det har altid været vigtigt for mig at være social, og det giver mig så meget, at jeg stadig kan leve et liv med masser af gode mennesker omkring mig, fortæller Helle Lander.
Helle og Tonni har fra starten af Helles demensforløb fortalt åbent om sygdommen. Og det har været en rigtig god beslutning.
- Vi oplever hvordan, naboer og venner ikke kun går til mig, men spørger Helle, hvordan hun har det. Det betyder rigtig meget for Helle, at hun selv kan svare for sig og have sit eget liv, i stedet for at alt foregår igennem mig, fortæller Tonni Lander.
100.000 Demensvenner skal hjælpe
Med den seneste uges Demensven-kampagne, der kører på TV2 og på de sociale medier, ønsker Alzheimerforeningen at øge danskernes kendskab til demens og gøre livet lettere for mennesker med demenssygdomme. Håbet er at nå 100.000 Demensvenner.
- Nordenskov viser i den grad vejen, og vi håber, at man mange flere steder vil tage det gode eksempel op. Det handler først og fremmest om at vise forståelse og række hånden ud, lyder det fra direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen.
Læs mere om Demensven-kampagnen og tilmeld dig gratis og uforpligtende på Demensven.dk.