I forbindelse med Alzheimerforeningens kampagne for at finde flere Demensvenner, havde it-virksomheden KMD valgt at donere 10 kr. for de første 10.000 mennesker, der under kampagnen i uge 9-11 meldte sig som Demensven. En Demensven er en person der har sagt ja til mere viden om demens, og gerne vil give mennesker med demens en håndsrækning. Kampagnen er en del af Alzheimerforeningens overordnede mål om at skabe et demensvenligt samfund.
KMD går i front med socialt ansvar
Allerede i kampagnens anden uge, hvor TV2 og Alzheimerforeningen satte fokus på demens, blev målet om de 10.000 Demensvenner nået. Mikkel Klausen, der er CSR-chef hos KMD, kunne derfor i sidste uge overrække en check på 100.000 kr. til direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen:
- Vi er virkelig glade for KMDs flotte bidrag til sagen. Det betyder meget, når en stor virksomhed som KMD går i front og viser, at vi alle sammen har et ansvar for at skabe et demensvenligt samfund, hvor livet med demens er værd at leve. Derudover er vi meget glade for, at pengene går til Demenslinien, for vi oplever et kæmpe behov for rådgivning og støtte blandt mennesker med demens og deres pårørende, fortæller Nis Peter Nissen.
Hos KMD er man glade for at kunne bidrage til at hjælpe de omkring 500.000 mennesker, der er berørt af demens i Danmark:
- Vi er en virksomhed, som har berøring med danskerne gennem hele deres liv, så vi er rigtig glade og stolte over det flotte resultat. Det viser, at folk er klar til at bakke op om et vigtigt emne, der berører så mange af os. Demens er en folkesygdom og det er vigtigt, at viden og forståelse bliver udbredt, og de pårørende får hjælp og vejledning, siger Mikkel Klausen, CSR-chef i KMD.
Personlige historier og støtte-app
Ud over donationen, har KMD også budt direkte ind til kampagnen. I Alzheimerforeningens kampagnevideo, deltager KMD-medarbejder Henrik Einlykke, der her fortæller ærligt og rørende om selv at have demens inde på livet. Se videoen her.
KMD har også skabt app’en Relabee, der skal gøre det lettere for pårørende til mennesker med demens eller en anden alvorlig diagnose, at få hjælp og støtte i hverdagen. Læs mere om appen her.
Om Demensvenner:
- En Demensven er en person, der har sagt ja til mere viden om demens.
- En Demensven rækker hånden frem, hvis han eller hun møder et menneske med demens – for eksempel derhjemme, i opgangen, på villavejen, i butikken, på arbejdspladsen eller der, hvor personen med demens måske er kommet på afveje eller har brug for hjælp.
- Det er gratis at være Demensven og man forpligter sig ikke til noget. Hver Demensven bestemmer selv, hvor meget de ønsker at engagere sig, og enhver håndsrækning tæller. Det handler først og fremmest om at sætte sig ind i demens, og gøre livet lidt lettere for mennesker med demens.
- Læs mere på demensven.dk
Om KMD
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD's forretning udspringer af egen softwareudvikling. I over 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD's softwaresystemer i omegnen 400 mia. kroner. Det svarer til mere end 20 % af Danmarks BNP. KMD's softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder til afholdelse af folketingsvalg i Danmark. KMD koncernen har en årlig omsætning på godt fem milliarder danske kroner og har omkring 3.200 ansatte. KMD er ejet af Advent International og Sampension.