Tage Frandsen har i årevis været populær som de kendtes frisør. Og da han lørdag 28. januar holdt afskedsreception lige over for sin salon på Frederiksberg, var det da også med deltagelse af prominente gæster som Ulf Pilgaard, Janni Spies og Lotte Heise. Efter 25 år har Tage Frandsen valgt at trappe ned, og overdrager derfor sit livsværk til vennen og kollegaen, Peter Aagaard.
Støtte til en overset sag
Begge havde frabedt sig at modtage gaver på dagen, men opfordrede i stedet de op mod 300 deltagere til at donere penge til Alzheimerforeningen.
- Vi er meget beærede over at kunne støtte Alzheimerforeningen. Det er en forfærdelig sygdom, som desværre er alt for overset i forhold til andre alvorlige sygdomme. Det vil vi gerne være med til at lave om på, sagde Peter Aagaard i sin tale til receptionen.
Han fortæller, at hans egen mor har fået demens, og at det er hårdt at opleve.
- Hun er stadig ret tidlig i forløbet, men det er rigtig trist at tænke på, hvor det ender, forklarer Peter Aagaard.
52.000 kr. indsamlet
Via MobilePay og Alzheimerforeningens hjemmeside, indsamlede de fremmødte gæster samlet set 52.000 kr. Resultatet glæder Tage Frandsen.
- Vi er rigtig glade og beærede over at kunne hjælpe med at skaffe penge og sætte fokus på så vigtig en sag. Derfor betyder det også meget, at alle vores venner og bekendte har været så gode, til at støtte op om indsamlingen, siger den populære frisør.
Det flotte resultat møder også ros fra fundraisingchef i Alzheimerforeningen, Heidi Sahlholdt:
- Det er ikke særlig ofte, at vi får så mange penge doneret fra et privat arrangement, og det er virkelig noget, der kan gøre en forskel i vores arbejde. Vi er så glade og stolte over, at Peter og Tage har valgt at betænke os, og håber selvfølgelig, at andre vil følge deres gode eksempel, fortæller Heidi Sahlholdt.
- Billede: Hedi Sahlholdt (tv) sammen med Tage Frandsen og Peter Aagaard (th) til reception 28. januar.