Den nye lov om fremtidsfuldmagter betyder, at alle der er fyldt 18 og stadig er ved deres fulde fem, kan oprette en vedvarende fuldmagt, der giver en (eller flere) pårørende mulighed for at sørge for ens økonomiske og personlige forhold, den dag man ikke længere selv kan.
Hvis ikke personen der giver fuldmagten (fuldmagtsgiver), har handleevnen i behold på tidspunktet for oprettelsen, er den ugyldig. Derfor er det vigtigt, at oprette fremtidsfuldmagten i god tid.
Alzheimerforeningen har bakket op om den nye lov – blandt andet på baggrund af henvendelser fra medlemmer der har oplevet, at banken eller den offentlige myndighed ikke har anerkendt den fuldmagt, de har lavet, efter at deres kære med demens har mistet handleevnen.
Du kan oprette en fremtidsfuldmagt i Fremtidsfuldmagtsregisteret ved hjælp af den digitale selvbetjeningsløsning, som kan tilgås via www.tinglysning.dk. Herefter skal den vedkendes for en notar på dommerkontoret, som sikkerhed for, at den der opretter den, stadig er habil.
Når det så bliver relevant at aktivere fuldmagten, henvender man sig til Statsforvaltningen, der tjekker op på situationen og autoriserer fuldmagten.
Læs Alzheimerforeningens guide til fremtidsfuldmagten.
- Se Justitsministeriets vejledning til den nye fremtidsfuldmagt her.