Sammenlignet med lande som England, USA og Australien bruger Danmark markant færre penge til forskning i demens pr indbygger. Både WHO, OECD og THE Lancet Neurology Commission opfordrer verdens ledere til, at der investeres betydeligt flere midler i demensforskning.
Den opfordring har mange lande allerede taget til sig og øremærket tre og firecifrede millionbeløb til demensforskning. Eksempelvis blev der i den engelske demenshandlingsplan afsat 580 millioner pund til demensforskning – svarende til 90 kr. pr. indbygger. I Australien har regeringen afsat 559 millioner australske dollar – svarende til 115 kr. pr. indbygger og i USA er der afsat mere end 1,8 milliarder US dollars – svarende til 33 kr. pr. indbygger.
I Danmark derimod er der kun afsat 6,7 millioner kroner af de 470 millioner kroner, som Folketinget har bevilget til Demenshandlingsplanens tre første år, hvilket svarer til 1 krone og 25 øre pr. dansker i runde tal – til en ny national forskningsstrategi på demensområdet og ny forskning.
Det mener Alzheimerforeningen er pinligt lidt og væsentligt mindre end til andre store folkesygdomme. Alzheimerforeningen opfordrer derfor i dag Folketinget til at opprioritere forskning i demens.
"Demens skyldes sygdom, og desværre er der i dag ikke en kur, som kan stoppe en fremadskridende demenssygdom. Derfor er det højeste ønske hos mennesker, der er berørt af en demenssygdom, ikke overraskende …. en kur!. Derfor foreslår vi, at der oprettes en særlig demensforskningspulje til at finansiere Danmarks bidrag til forskning, der kan forbedre livet med demens", siger Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen.
Konkret foreslår foreningen at Folketinget i forbindelse med forhandlingerne om demenshandlingsplanens næste skridt, afsætter 100 kr. pr. dansker til demensforskning.
Læs brevet til medlemmerne af Folketinget her
Læs Copenhagen Declaration - Scandinavian voices on Dementia Friendly societies her
Læs også:
- WHO global action plan on the public health response to dementia
- OECD adressing dementia
- Lancet Neurology comm paper