Ulla Thomsen modtog Demensven-prisen for sit mangeårige arbejde med at støtte og hjælpe mennesker med demens og få demens på den offentlige dagsorden. Samtidig afslutter hun en lang karriere som centerleder ved Kallerupvej i Odense, der er et rådgivnings-og kontaktcenter for demensramte og pårørende.
Hendes arbejde og centret har haft afgørende betydning for demensområdet - både nationalt og internationalt.
Ulla Thomsen har siden 1995 været aktiv i Alzheimerforeningen på Fyn, og i 1998 tog hun sammen med foreningens daværende formand, Inger Lunn, og Verner Jensen, der har demens, initiativ til at skabe et tilbud for yngre og tidligt diagnosticerede demente.
Kallerupvej blev en realitet i efteråret 2000 med Ulla Thomsen som leder, og centret har sidenhen støttet, rådgivet og skabt netværk mellem hundredvis af mennesker med demens og deres pårørende. Kallerupvej er blevet et mønstereksempel på god demenspleje, og flere kommuner arbejder lige nu på at etablere lignende tilbud.
Læs mere om de forskellige typer af demens her på Alzheimerforeningen.
International og politisk indflydelse
I Holland har Kallerupvej dannet grundlag for skabelsen af 11 demenscentre ved navn Odensehuis og regeringen har ladet sig inspirere af erfaringerne fra Kallerupvej i udfærdigelsen af en ny national handlingsplan for demens, der kommer til efteråret.
Centret har med sine netværksgrupper og landsdækkende TænkeTank for mennesker med demens, også været med til at påvirke den politiske dagsorden på demensområdet, og har blandt andet givet input til den kommende demenshandlingsplan.
Ud over at være centerleder på Kallerupvej, har Ulla Thomsen en mangeårig baggrund som sygeplejerske på demensområde, og hun er også medforfatter til bogen "Demens forandrer livet". Hun kan nu se frem til et liv som folkepensionist med sin mand, to børn og ni børnebørn.
Læs mere om Kallerupvej her.