En håndsrækning med at finde sit sæde eller hjælp til at tælle mønterne til et glas hvidvin i pausen.
Der skal ikke meget til for at give mennesker med demens et aktivt liv så tæt på det normale som muligt, hvis bare omgivelserne er klædt på med tilstrækkelig viden.
Derfor har Musikkens Hus i Aalborg i samarbejde med Alzheimerforeningens lokalforening Nordjylland uddannet medarbejderne til Demensvenner, der kan spotte mennesker med demens og vise dem særlige hensyn.
Det gør Musikkens Hus til landets første demensvenlige kulturinstitution.
- Vores medarbejdere er i forvejen utrolig observante, servicemindede og hurtige til at spotte gæster, der har brug for hjælp og vejledning, men kurset har givet dem en indsigt i de særlige udfordringer, mennesker med demens kan have. Jeg er stolt af æren, der understøtter, at vi vil være et rart sted at være for alle, siger administrerende direktør i Musikkens Hus, Lasse Rich Henningsen.
Hos Alzheimerforeningen bringer nyheden glæde:
- Jeg er rigtig glad for, at Musikkens Hus er demensvenligt. Det er fantastisk, at en kulturinstitution åbner op og inkluderer mennesker, så de kan tage del i et aktivt samfundsliv så lang tid som muligt, siger formand for Alzheimerforeningen, Birgitte Vølund.
Musikkens Hus modtager et diplom på at være en demensvenlig kulturinstitution i forbindelse med, at Musikkens Hus sammen med Alzheimerforeningen Nordjylland og Musikterapiuddannelsen ved Aalborg Universitet inviterer til et særligt arrangement om musik og demens den 12. september.