Mere viden om demens på landsplan og mulighed for at deltage i sociale fællesskaber sammen med andre, der har en demenssygdom. Det er nogen af de ønsker, der står øverst på ønskelisten blandt demenspatienter og pårørende.
I løbet af foråret havde Alzheimerforeningen taget initiativ til at invitere mennesker med demens og deres pårørende til dialogmøder i Aarhus, Odense og København, hvor de fik mulighed for at komme med deres input til, hvad der er vigtigt at få med i den kommende nationale handlingsplan for demens omkring indsatsen over for yngre mennesker med demens og deres familier. På møderne fik demente og pårørende mulighed for at drøfte hvilke problemer, de oplever i dag, og delt deres ønsker og håb til et demensvenligt Danmark.
Konklusionerne fra de tre møder er samlet i en rapport, som i morgen mandag d. 9. maj vil blive overrakt til Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde på et Marienborg Topmøde om demens. Rapporten slutter med en række anbefalinger til den kommende handlingsplan.
Blandt anbefalingerne er:
- Mere oplysning om demens på landsplan
- Alle yngre med demens skal have mulighed for at deltage i sociale fællesskaber sammen med andre, der har en demenssygdom