I sidste uge var Verdenssundhedsorganisationen (WHO) vært for en ministerkonference om den globale indsats mod demens. Generaldirektør Margaret Chan lagde ud med at sige, at en "flodbølge af demens" vil ramme os i den nærmeste fremtid. Det anslås, at 47,5 millioner mennesker lever med en demenssygdom, og antallet stiger lige nu med 7,7 millioner hvert år - det svarer til et nyt tilfælde hvert fjerde sekund. De tilsvarende omkostninger forbundet med sygdommen ligger på svimlende 4,1 billioner kroner om året – eller omkring en procent af hele verdens BNP.
"Vi er nødt til at investere mere i forskning for at udvikle en kur, men også i at forbedre livskvaliteten for mennesker, der lever med demens, og i støtte til deres pårørende," sagde Margaret Chan til de fremmødte ministre og eksperter til konferencen i Geneve.
En global handlingsplan
Blandt de forslag under konferencen, der blev fremhævet som særligt vigtige, indgår bedre deling af kliniske forsøgsdata, øget samarbejde med NGO’er som Alzheimerforneningen, og behovet for tidlig forebyggelse og diagnosticering. Helt centralt er det dog at implementere en global handlingsplan for demens, og her er det ifølge Margaret Chan afgørende, at verdens regeringer tager udfordringen alvorligt og engagerer sig.