Der har længe været mange antagelser om at en sund livsstil kan være med til at forhindre mange alvorlige sygdomme. Men nu bliver antagelserne underbygget af ny forskning, der viser, at du via din livsstil kan reducere risikoen for demens. Desværre er der dog ingen garantier mod demens, selvom man fører en sund livsstil. Men via fem enkle råd har du altså mulighed for at nedsætte risikoen.
De fem råd lyder:
1. Hold dit hjerte sundt
Det har vist sig at forhøjet blodtryk og et højt kolesteroltal kan føre til demens. Det samme kan dårlig reguleret diabetes. Har du symptomer på for højt blodtryk, for meget kolesterol eller diabetes, så gå til lægen. En god huskeregel er: Hvad der er godt for dit hjerte er godt for din hjerne
2. Vær fysisk aktiv
Forskning viser, at der er en klar sammenhæng mellem fysisk aktivitet og muligheden for at nedsætte risikoen for at udvikle demens senere i livet. Fysisk aktivitet stimulerer ganske enkelt hjernen. Forskere undersøger nu også, om fysisk aktivitet kan have en positiv effekt, hvis man allerede har en demenssygdom.
3. Spis sundt
En sund kost som består af fuldkorn, fisk, planteolier og grøntsager som spinat, broccoli og kål og bær som jordbær og blåbær ser ud til at nedsætte risikoen for demens. Desuden bør du holde dig fra rygning, da mange års rygning kan øge risikoen for Alzheimers med helt op til 80% samt kun drikke de anbefalede 7 genstande om ugen, hvis du er kvinde og 14 genstande hvis du er mand, da et højt alkoholforbrug kan øge risikoen for demens.
4. Hold hjernen i gang
Det er vigtigt at holde sin hjerne i gang hele livet. Også selvom man måske er holdt op med at arbejde. Træn og vedligehold det, du kan, og bliv endnu bedre til det, hvad enten det er tennis eller klaver. Sæt dig ofte ind i noget helt nyt eller lær eller vedligehold et fremmedsprog. Jo mere du bruger din hjerne, jo mere robust bliver den.
5. Vær social
Sociale aktiviteter er - udover den hygge der er forbundet med det - en stimulerende aktivitet for din hjerne og kan dermed være med til at holde hjernen sund. Bevar nysgerrigheden og træf nye mennesker. Hvis du bor alene, kan du f.eks. deltage i aktiviteter igennem foreninger, klubber eller lignende.
Læs mere her:
World Alzheimer Report 2014: Dementia risk and reduction
Nedsæt din risiko for demens - Nationalt Videnscenter for Demens
Prøv BrainyApp som kan støtte dig i at holde din hjerne sund