Alzheimerforeningen deler ikke Danske Familieadvokater og Danske Arveretsadvokaters kritik af et nyt lovforslag om fremtidsfuldmagter. Ifølge Alzheimerforeningen vil lovforslaget, som det er fremlagt, tværtimod løse et væsentligt problem for demenspatienter og pårørende.
”I dag er der stor risiko for misbrug af dankort, nem-ID og andre digitale betalingsformer fordi muligheden for oprettelse af retsgyldige fuldmagter er vanskeligt og dyrt. I tilspidsede situationer kan nogle derfor blive fristet til ulovlig anvendelse af password, adgangskoder eller pinkoder. Vi hilser derfor regeringens lovforslag, der vil gøre det lettere - og med større retssikkerhed - at oprette en fremtidsfuldmagt velkommen,” siger direktør i Alzheimerforeningen Nis Peter Nissen.
Alzheimerforeningen afviser samtidig brancheforeningens frygt for, at muligheden for at oprette en fremtidsfuldmagt via Nem-ID udgør en risiko. Foreningen henviser til at fremtidsfuldmagten ifølge lovforslaget ikke vil træde i kraft før der foreligger dokumentation for at personen for eksempel på grund af en fremskreden demenssygdom ikke længere er i stand til selv at varetage sine økonomiske og personlige interesser. Derudover skal Statsforvaltningen sørge for, at alle formalia er overholdt, og endeligt skal pårørende underrettes. Der er altså flere uafhængige personer og myndigheder involveret, hvilket faktisk er mere betryggende end de gældende regler om fuldmagter, hvor blot to tilfældige vidner kan underskrive en fuldmagt.
Alzheimerforeningen er samtidig bekymret for at advokatbranchens misforståede hensyn til demenspatienter vil føre til forsinkelser i Folketingets behandling af det fremlagte lovforslag.
”Lovforslaget om fremtidsfuldmagter er en væsentlig forbedring for demenspatienter og pårørende. Det vil derfor være ærgerligt, hvis der nu skal gå Christiansborgfnidder i vedtagelsen,” siger Nis Peter Nissen.
”Vi håber derfor at Venstre i denne sag vil lytte mere til de 90.000 danskere, der lider af en demenssygdom og deres 400.000 pårørende end til repræsentanter fra brancheforeningerne. ”
Denne pressemeddelelse er sendt ud i dag (fredag d. 24. april) som opfølgning på følgende historier:
Information
Kristligt Dagblad
Jyllands Posten