Hver tredje sekund rammes et menneske af en demenssygdom på verdensplan. Det viser den netop offentliggjorte årsrapport fra den internationale Alzheimerforening, Alzheimer’s Disease International. Og hver gang et nyt menneske rammes af demens, stiger de offentlige udgifter også på området. Siden 2010 er udgifterne til demens på verdensplan blevet opjusteret med 35 procent – fra 604 mio. dollars til 818 mio. dollars om året. Det svarer til omtrent to en halv gange Danmarks BNP.
Ingen strategi
Med de varslede stigninger i antallet af demente, forventes de samlede udgifter til demens på verdensplan at overstige 1 billion dollars i 2018 – altså tusinde milliarder dollars eller cirka 6,5 trillioner kroner. Det kommer i den grad også til at ramme Danmark, hvor de samlede udgifter til demens i dag estimeres til at være 24 milliarder kroner årligt.
I dag er der ikke nogen strategi i Danmark for, hvor pengene skal komme fra til den bølge af demens, der ifølge blandt andre WHO og OECD, kommer til at ramme os i den nærmeste fremtid. Stigningen i antallet af demente skyldes hovedsageligt, at vi lever længere, og at der er en stor generation af babyboomere, der snart kommer i risikogruppen for at udvikle demens.
Fremtid i forebyggelse
Ifølge direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen, er der dog håb, hvis man sætter ind med den rigtige indsats. Ifølge helt ny forskning baseret på data fra Sverige, Holland, Storbritannien og Spanien, er der nemlig lovende tegn på, at en tidlig forebyggende indsats kan være med til at nedbringe antallet af nye demenstilfælde:
- Hvis ikke vi får en samlet plan for hvordan vi takler det stigende antal demenspatienter, risikerer de øgede udgifter til demensområdet at slå bunden ud af den kommunale økonomi, siger Nis Peter Nissen:
- Vi opfordrer derfor Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde til at sætte skub i planerne om en sammenhængende national demenshandlingsplan.
Alzheimerforeningen peger på, at mens andre lande i Norden og Europa allerede har vedtaget nationale demenshandlingsplaner, sakker Danmark bagud. Den danske demenshandlingsplan, der blev udarbejdet i 2010, udløb nemlig sidste år, og den tidligere regering tog ingen initiativer til at vedtage en ny.