Ti østjyske kommuner sætter i forbindelse med den Internationale Alzheimerdag d. 21. september fokus på hvilke advarselstegn på demens man skal være opmærksom på samt hvordan kommunen kan være med til at understøtte, at livskvaliteten ikke forsvinder, hvis man bliver ramt af demens.
I nogle kommuner kan du derfor få informationsmateriale og en snak med demenskonsulenter på gaden, i brugsen eller i apoteket. Det er også muligt at få ny viden gennem film i biografen i både Favrskov, Norddjurs og Odder. Eller måske er du mere interesseret i at vide hvilke teknologiske hjælpemidler der findes til at understøtte et liv med demens.
”Der sker rigtig meget på det her område i øjeblikket, der er både mere synlighed og åbenhed omkring emnet, og på den teknologiske bane bliver der hele tiden udviklet noget nyt, der skal gøre hverdagen lidt lettere, ” siger Kim Oskar Carlsen, udviklingskonsulent på demensområdet i Silkeborg Kommune.
Kim Oskar Carlsen har siddet med i en tværkommunal arbejdsgruppe under Business Region Aarhus, hvor der har været et ønske om at sætte fokus på emnet demens, fordi det i fremtiden kommer til at fylde mere og mere i det kommunale.
”Den viden der kommer ud af de initiativer de forskellige kommuner tager, og de forskellige samarbejder med virksomheder og iværksættere rundt omkring på de forskellige plejecentre kan vi lige så godt dele i mellem os, så flere får gavn af det,” supplerer Birthe Moe Laursen fra Syddjurs Kommune, der også har siddet i arbejdsgruppen.
Mange af kommunerne har lavet lokale demenskampagner, men det er første gang at det bliver koordineret, så det ligger inden for samme uge. Formålet er at kunne nå flere, ved ikke at lade sig begrænse af kommunegrænser.
”Måske bor man som pårørende i en kommune, mens den sygdomsramte bor i en anden. På den her måde kan man få information uanset hvad der passer en bedst,” fortsætter Birthe Moe Laursen, som arbejder som demenskoordinator i Syddjurs kommune.
Kampagnen er skabt i samarbejde mellem ti Østjyske kommuner; Favrskov, Horsens, Randers, Silkeborg, Norddjurs, Syddjurs, Odder, Hedensted, Aarhus og Skanderborg.